Nyheder
Molslinjen vinder AI-award i USA
På en scene i Orlando, Florida blev Molslinjen i nat dansk tid udråbt som vindere af Franz Edelman Award, der betragtes som “Nobelprisen i Operations Research”. Molslinjen vandt den prestigefyldte pris foran giganter som tyske ALDI, American Airlines, McDonalds i Kina, Indiske Tata Steel Limited og hollandske Transvision.
Som den første danske virksomhed nogensinde blev Molslinjen udvalgt til finalen i den prestigefyldte Franz Edelman Award. Og selv om finalen var fyldt med internationale virksomheder langt over Molslinjens vægtklasse, så løb Molslinjen med prisen, der er blev uddelt i Orlando, Florida i nat dansk tid.
”Vi var meget beærede over bare at stå i finalen – og at vi nu står her med prisen, er selvfølgelig helt fantastisk”, siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard lige efter den spændende finale.
Molslinjen stod i finalen med den danske AI-virksomhed, Halfspace. Firmaets CEO, Claus Bek Nielsen var ligeledes begejstret over at stå med trofæet efter nogle hårde dage i USA, hvor han og Molslinjen har præsenteret deres case frem mod finalen.
”Vi er utroligt ydmyge og stolte over at have modtaget verdens nok fineste pris, når det handler om arbejdet med AI og operations research. Gennem vores arbejde har Molslinjen skabt værdi og sat nye standarder for en hel industri, som hvert år transporterer mere end fire milliarder mennesker verden over. Det er jeg meget stolt over”, lyder det fra Claus Bek Nielsen.
Den kunstige intelligens hjælper Molslinjen med at fylde og laste færgerne optimalt og med at sikre præcise prognoser og priser på hver enkelt afgang – hvilket har stor betydning for forbruget af brændstof og dermed klimapåvirkningen.