Tidligere på året var borgerne i Viborg ellers bange for, at de ville miste byens ikoniske ølbar, Ølluminati. Ølluminati har nemlig en særlig plads i mange viborgenseres hjerte, og frygten for at miste det var stor. Men som altid, formåede Ølluminati at vende skuden og fejrer nu deres 7-års fødselsdag med manér.
Theis, en af hovederne bag Ølluminati, udtrykker stolt: “Vi har efterhånden vist, at der var plads til en ølbar i Viborg. Mange tvivlede. Nu er vi landskendte for netop at være et sted med godt øl, god musik og en laid back atmosfære, der forener mainstream og det skæve.”
Og følger man Ølluminati på Facebook, ser man hurtigt, hvad Theis mener. Der er masser af sjove og skæve videoer, der viser, at man kan komme, som man er. Ølluminati er et sted, hvor der er plads til alle. Man skal nok ikke være for sippet til at se en tyk mand i bar overkrop spille totalt upassende sange. Men det er netop det, der gør stedet så specielt og elsket.
7 Års Fødselsdag med Stil
Den 1. juni markerer Ølluminati deres 7-års jubilæum, og det bliver en fest uden lige. Stedet fyldes som altid med masser af live musik, og til denne særlige anledning kommer både Red Warszawa, Henning og byens bedste dårlige musiker, “Den Upassende Troubadour,” og optræder.
Theis uddyber: “Vi har tradition for at markere dagen med godt vejr og en koncert af lidt højere kaliber end mange af de andre.” Og det ser ud til, at traditionen holder stik. Viborg kan forvente en dag fyldt med fantastisk musik, kolde øl og en stemning, der er uforlignelig.
Så hvis du er til god musik, godt selskab og en atmosfære, hvor alle er velkomne – uanset om du kommer i jakkesæt eller bar overkrop – så er Ølluminati stedet at være den 1. juni. Forbered dig på en dag fyldt med grin, dans og måske en tyk mand, der synger upassende sange. Tillykke med de 7 år, Ølluminati!
Program for dagen:
– 12.30 Velkomst v. Theis og/eller Mads
– 14.30 0 Meter Blues. Den Upassende Troubadour
– 19.30 RED WARSZAWA
Derudover vil der være kønsrelevant kageperson, røde sodavand, grillpølser MASSER AF THEIS og 1000 kolde faldøl