Sport

Charly Nouck er klar for Viborg FF

Viborg FF har købt offensivspilleren Charly Nouck, der skifter fra OB på en aftale frem til sommeren 2028.

Charly Nouck er klar for Viborg FF
Charly Nouck og Mads Agesen. Fotokredit: VFF
16. juli 2024
Af Dina Bruselius

– Vi har hentet Charly ind, da vi ser et rigtig stort potentiale i ham, og det flugter med vores strategi om at hente unge, talentfulde spillere til klubben. Vi tror, at han i vores miljø kan udfolde sit talent og vokse både som spiller og som menneske. Vi er rigtig glade for, at Charly har valgt at komme til Viborg, og nu skal vi sammen arbejde på at forløse det talent, han har.

– Han er en lynhurtig og udfordrende kantspiller, som kan give os noget i længderetningen. Samtidig har vi set, at han kan være en trussel, når han nærmer sig boksen, og at han har et godt spark. Så nu handler det, om at vi skal have sat ham i de situationer, hvor han kan bruge sine kompetencer.

– Samtidig er vi også bevidste om, at han stadig har nogle ting at lære, og derfor skal vi også være tålmodige med ham og give ham den tid, det tager at falde til i en ny klub og en ny by, siger sportschef Mads Agesen.

20-årige Charly Nouck er opvokset på Fyn og har spillet ungdomsfodbold hos de fynske klubber OKS og Næsby Boldklub, inden han i 2021 skiftede til OB. I sommeren 2022 blev han rykket permanent op i fynboernes førsteholdstrup, hvor han er noteret for 44 førsteholdskampe. Offensivspilleren har desuden spillet flere ungdomslandskampe for de danske U19- og U20-landshold.

Nu ser Charly Nouck frem til at fortsætte karrieren i Viborg FF:

– Jeg ser Viborg FF som en god klub, hvor der er gode muligheder for, at jeg kan tage de næste skridt i min karriere. Det er en gammel traditionsklub og en meget stor klub i mine øjne, så jeg er rigtig glad for, at jeg nu skal spille her i Viborg.

– Selvfølgelig vil jeg kæmpe for at få så meget spilletid som muligt og få vist mine kvaliteter til gavn for holdet. Jeg fik vist det i momenter i OB, men jeg skal vise det lidt oftere, og det håber jeg på, at jeg kan her.

 – Jeg ser mig som en hurtig og driblestærk spiller, der arbejder benhårdt både frem og tilbage, og forhåbentligt kan jeg score nogle mål også. Det har jeg været god til i min ungdomstid, og det håber jeg, at jeg også kommer til her, siger Charly Nouck.

Skals vandt i 2021 – har Viborg Kommune igen Midtjyllands bedste landsby?

Læs også: Skals vandt i 2021 – har Viborg Kommune igen Midtjyllands bedste landsby?