Vejlevej ved Viborg får ny asfalt

23. august 2024

Vejdirektoratet udskifter fra den 29. august og cirka to uger frem omkring tre kilometer asfalt på Vejlevej ved Birgittelyst syd for Viborg.

Den 29. august begynder Vejdirektoratet arbejdet med at skifte asfalten på en del af Vejlevej syd for Viborg. Den nye asfalt bliver lagt på en strækning fra Birgittelyst og cirka tre kilometer sydpå ad Vejlevej, og arbejdet kommer til at vare omkring to uger.

Vejdirektoratets entreprenør starter med at fjerne den gamle asfalt for at kunne reparere det underliggende bærelag. Herefter bliver der lagt et nyt lag asfalt, som til sidst får påført nye striber.

Resultatet bliver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne.

Information til trafikanter

Trafikken vil under arbejdet blive reguleret med lyssignal, og der må derfor forventes forlænget køretid.

Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne og beboere i området.

Gode råd til trafikanter

På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.

Læs mere på Trafikinfo.dk

Sådan kører du sikkert forbi et vejarbejde

  • Koncentrer dig om din kørsel
  • Vær opmærksom på ændringer på vejen
  • Respekter hastighedsgrænsen
  • Hold afstand til forankørende
  • Hold din vognbane frem til flettepunktet
  • Vær opmærksom på udrykningskøretøjer
/ritzau/