Jesper Bugge Kolds roman “Hvor vinden vender” dykker ned i en af de største udvandringer i dansk historie, hvor omkring 300.000 danskere fra 1850 og frem forlod Danmark og rejste mod Amerika i jagten på et bedre liv. Det svarer til cirka 10% af landets daværende befolkning. Blandt de udvandrede var også Bugge Kolds egen slægtning, Peter Julius Christensen, hvis breve fra Amerika er bevaret på Kystmuseet i Sæby. Disse breve har inspireret til og danner et fascinerende fundament for Bugge Kolds nyeste roman.
Om Jesper Bugge Kold
Jesper Bugge Kold er en anerkendt forfatter, der har gjort sig bemærket med sine fængslende, historiske romaner. Han har en særlig evne til at belyse de ofte oversete gråzoner i verdenshistorien og skabe fortællinger, der berører og engagerer. I de senere år har han sammen med forfatterkollegaen Mich Vraa udgivet to anmelderroste romaner: en om Korea-krigen og en om en kvindes rejse med de hvide busser til en tysk koncentrationslejr i april 1945.
Kom og hør Jesper Bugge Kold give liv til historien om de mange danskere, der søgte nye horisonter, og få et indblik i, hvordan hans egen families fortid har inspireret hans nyeste roman.
Arrangementet finder sted mandag d. 30. september kl. 19.00 i Gudenåhuset, Bjerringbro Bibliotek. Billetter à 75 kr. kan købes på viborgbib.dk.