Nyheder
Stifter af Gjørtler Ejendomme i Viborg modtager ildsjælepris
Thomas Gjørtler, stifter af Gjørtler Ejendomme i Viborg, modtager ildsjælepris ved uddelingen af CSR People Prize 2024. Han får prisen for sit personlige og ekstraordinære arbejde for at give nogle af samfundets mest udsatte en chance på arbejdsmarkedet.
Blandt de indstillede til årets CSR People Prize var Gjørter Ejendomme er en af dem, der skilte sig særligt ud.
Juryen var især imponeret over, hvordan Thomas Gjørtler, stifter af Gjørtler Ejendomme, har formået at give nogle af samfundets mest udsatte en chance på arbejdsmarkedet.
Hans arbejde er beviset på, at der ligger vigtige ressourcer og kompetencer i alle mennesker – uanset hvilke udfordringer man måtte have. Derfor modtager han i dag en ildsjælepris.
Bruger pædagogik i hverdagen
Thomas Gjørtler er oprindeligt uddannet tømrer, men har efterfølgende taget en pædagogisk assistentuddannelse. De seneste 14 år har han arbejdet inden for socialpsykiatrien, hvor han løbende har videreuddannet sig inden for ledelse og socialt arbejde.
Gjørtler Ejendomme ejer i dag godt 25 lejemål fordelt på ti ejendomme og varetager derudover en række mindre tømreropgaver, primært renovering. Der er aktuelt ni ansatte, der alle har forskellige udfordringer med i bagagen, hvor det at have stået uden job ofte er den mindste bekymring.
Med Gjørtler Ejendomme giver Thomas Gjørtler sine medarbejdere et arbejdsfællesskab og succesoplevelser, der kan skubbe deres udfordringer lidt i baggrunden.
”Alle vil jo gerne være noget for nogen, men det at hjælpe folk er noget, man skal gøre sig fortjent til”, fortæller Thomas Gjørtler fra scenen.
En virksomhed som resten af branchen bør inspireres af
I år har der været over 50 indstillede virksomheder til CSR People Prize. Alle indstillede er blevet screenet og vurderet på baggrund af research, interview og indsamlet data.
Årets prismodtagere er valgt af en stærk og erfaren jury med en stor bredde og indsigt i arbejdsmarkedet, erhvervslivet, forskning, det kommunale beskæftigelsesområde og sociale investeringer.
”Thomas Gjørtler har stiftet en virksomhed, der er drevet af en tro på, at alle, uanset udfordringer, kan bidrage på arbejdsmarkedet. Med konceptet ”Mesterlære i byggerier og i livet” har han skabt en tryg og struktureret hverdag for mennesker med forskellige udfordringer. Gjørtler Ejendomme er i sandhed en virksomhed, som resten af branchen bør inspireres af.”
Juryens formand fremhæver desuden, hvordan Thomas Gjørtler prioriterer medarbejdernes trivsel i virksomheden.
”Har en medarbejder et højt sygefravær tager man sig tid til at hjælpe dem på rette vej igen. Fx ved at tage med dem på kommunen eller misbrugscentret, hvis der er behov for det. Thomas Gjørtler går en ekstra mil for sine medarbejder – en sand ildsjæl, der fortjener at blive hyldet”, afslutter Mette Rønnau.
Fakta om CSR People Prize
CSR People Prize har eksisteret siden 1999 og er videnshuset Cabis hyldest til virksomheder, der gør en særlig indsats for, at mennesker i udsatte positioner kan få en chance på arbejdsmarkedet.
Juryen bag CSR People Prize 2024 består af:
- Gorm Hjelm Andersen, koncernchef, Odense Kommune
- Ellen Marie Friis Johansen, CSR Chef, Dansk Erhverv
- Lars Jannick Johansen, ledende partner, Den Sociale Kapitalfond Invest
- Louise Sjøntoft, HR Direktør, NCC Danmark
- Marianne Bøttger, CEO, GoCollective
- Mette Neville, professor og leder af Center for Små og Mellemstore Virksomheder på Aarhus Universitet
- Mette Rønnau, formand for jury og direktør i Cabi.