Forbruger

Danskerne er afhængige af sociale medier

En ny befolkningsundersøgelse bekræfter, at danskerne er blandt de mest aktive sociale mediebrugere i hele EU. Hele 94 procent af befolkningen har oprettet en profil på mindst ét socialt medie, og over halvdelen er aktive på mindst tre platforme.

Danskerne er afhængige af sociale medier
Foto: Lxkal
Af Dinny Eriksen 9. juni 2025

Facebook er stadig den største

Facebook er fortsat det mest udbredte sociale medie i Danmark med en tilstedeværelse hos 85 procent af befolkningen. Herefter følger Instagram, YouTube og Snapchat. Undersøgelsen er udført af Analyse Danmark for Ingeniørforeningen IDA og omfatter mere end 2.000 repræsentativt udvalgte danskere.

Mange danskere bruger sociale medier for det sociale samvær, men også for at få adgang til vigtig information fra foreninger, uddannelsesinstitutioner og fritidsaktiviteter.

Udeklareret allergene i pastaret fører til fødevaretilbagekaldelse

Læs også: Udeklareret allergene i pastaret fører til fødevaretilbagekaldelse

Et digitalt forsamlingshus – med en pris

Facebooks dominerende rolle får it-sikkerhedsekspert Jørn Guldberg fra IDA til at advare. Han peger på et voksende behov for sikre europæiske alternativer, hvor brugernes data ikke udnyttes kommercielt.

Kursiv: “Facebook er danskernes digitale forsamlingshus, hvor alle typer af foreninger kommunikerer til medlemmerne. Men dine personlige data bliver støvsuget videresolgt til alle mulige andre formål. Du betaler med dit privatliv for at bruge Facebook, og det er dybt problematisk. Derfor burde hverken foreninger eller offentlige myndigheder kommunikere på Facebook,” udtaler Jørn Guldberg.

Dansk Idrætsforbund advarer mod afhængighed

Et konkret eksempel på en organisation, der tager problemet alvorligt, er Dansk Idrætsforbund (DIF), som i foråret anbefalede, at sociale medier begrænses mest muligt i kommunikationen med udøvere. DIF fraråder også brugen af grupper og tråde på Snapchat og Facebook til planlægning af foreningsaktiviteter.

Kursiv: “Vi har bevæget os søvngængeragtigt ind i techgiganternes spind af algoritmer, uden tanke for hvordan de udnytter vores personlige data eller skaber afhængighed for børn og unge. Det er på høje tid, at der kommer et opgør med den kultur,” siger Jørn Guldberg.

Farvel til X og TikTok

Trods den høje udbredelse er der dog tegn på, at nogle danskere vælger at forlade visse platforme. Hele 35 procent af tidligere brugere af X (det tidligere Twitter) har droppet tjenesten inden for de seneste to år. Det samme gælder 27 procent af TikToks brugere.

Ifølge Jørn Guldberg hænger det tæt sammen med platformenes ry for dårlig databeskyttelse, tvivlsomme etiske standarder og utilstrækkelig moderering af indhold.

Kursiv: “Siden Elon Musk overtog Twitter og omdøbte det til X, har der været frit slag for ekstremistiske holdninger og falske nyheder. Fra at være en solid indholdskanal for meningsdannere og eksperter, er X i dag tæt forbundet med Donald Trump og Elon Musk, og dem har mange danskere svær ved at holde af,” udtaler Guldberg.

TikTok vækker bekymring hos myndighederne

Sikkerhedstjenesten PET har gentagne gange advaret offentligt ansatte mod at bruge TikTok på tjenestetelefoner, da der er bekymringer om kinesisk adgang til data og potentiel spionage.

Kursiv: “Samtidig viser flere undersøgelser, at nye brugere lynhurtigt manipuleres ind i et dystert og selvdestruktivt univers. Mediet er ikke det uskyldige dansemedie, som det var i starten,” siger Jørn Guldberg.

Et kulturelt og politisk opgør venter

Undersøgelsen tegner et billede af et land, der både er dybt forankret i de sociale mediers hverdag og samtidig begynder at stille kritiske spørgsmål til konsekvenserne. Diskussionen om databeskyttelse, afhængighed og demokratiske værdier er for alvor rykket ind i den offentlige debat.

Derfor ender din hund ofte hos dyrlægen i ferien

Læs også: Derfor ender din hund ofte hos dyrlægen i ferien

Dagrofa investerer i landsbylivet: Nu uddeles 8 millioner kroner til nye lokale dagligvarebutikker

Læs også: Dagrofa investerer i landsbylivet: Nu uddeles 8 millioner kroner til nye lokale dagligvarebutikker