Nyheder
Kø-kaos i Tyskland: Sådan undgår du sommerens værste trafikfælder på ferien sydpå
Der er både gode og dårlige nyheder for de mange danskere, som i sommerferien begiver sig ud på de tyske motorveje. Den tyske bilistorganisation ADAC advarer om omfattende trafik og køer på de vigtigste Autobahn-strækninger, særligt i forbindelse med de store ud- og hjemrejsedage.
Forbered dig på kødannelser sydpå
”Der vil være massive kødannelser på mange tyske motorvejsstrækninger her til sommer, især på de dele af Autobahn, som benyttes til feriekørsel. Derfor anbefaler vi, at man undgår fredage i myldretidstrafikken, ganske enkelt fordi der vil være lange køer mange steder,” siger Melanie Mikulla, talsperson for ADAC.
Myldretidstrafikken topper især mellem kl. 6-10 om formiddagen og kl. 15-19 senere på dagen.
Læs også:
Trafikale udfordringer på flere nøglesteder
Et blik på ADAC’s sommerferiekort afslører, at de første problemer allerede begynder ved grænsen ved Flensborg. Dernæst kan bilister forvente yderligere kødannelser ved Kielerkanalen, hvor et nyt brofag er under opførelse.
”Der er flere steder ned gennem Tyskland, hvor der, ud over den sædvanlige trængsel, ser ud til at være høj risiko for kødannelse. Det er Kielerkanalen, ved Elbentunnelen og for dem, som skal gennem Brennerpasset på vej mod Italien. Derudover er der vejarbejde på Lueg-broen ved grænsen til Italien, og her kan man forvente kø gennem hele sommeren,” udtaler Jens Bomholt, kommunikationschef hos energiselskabet OK.
A7 er særligt belastet – A9 et alternativ
Den mest trafikerede rute for danske feriebilister er A7 fra Flensborg til Füssen. Hele denne strækning er ifølge ADAC udsat for intens trafik i sommerperioden. Til gengæld er der bedre prognoser for A9, som mange sjællandske bilister benytter. Dog skal man være opmærksom på området ved Nürnberg.
”Man kan ikke undgå kødannelser på ferieturen gennem Tyskland i år, medmindre man kører om natten, men man kan minimere kø-tiden. Det er en god idé at holde sig fra at køre afsted de dage, hvor mange af de tyske delstater starter og slutter deres sommerferie. Det er også en god idé at holde sig orienteret undervejs via de store tyske radiostationer, der leverer trafikmeldinger flere gange i timen. Og så er Google Maps et af de bedste værktøjer til at holde sig opdateret om rejsetiden,” siger Jens Bomholt.
ADAC’s råd: Kør kortere, hold flere pauser
For at øge trafiksikkerheden og komforten anbefaler ADAC en mere afslappet tilgang til de lange feriekørsler.
”Bilister bør undgå at planlægge at køre for lange afstande på én dag. Vi anbefaler et maksimum på 500-700 kilometer om dagen for at sikre en høj trafiksikkerhed og gøre turen behagelig for alle i bilen. Og ADAC anbefaler kraftigt at planlægge regelmæssige pauser under lange køreture – ideelt set hver anden time,” siger Melanie Mikulla.
Elbilister kan se frem til lettere kørsel
Der er dog opløftende nyheder for de danskere, som drager sydpå i elbil. ADAC melder om betydelig forbedring i opladningsinfrastrukturen langs de tyske motorveje. Kombinationen af flere ladestandere og relativt få elbiler i Tyskland gør opladning lettere end nogensinde.
Der er også sket fremskridt i Østrig og Frankrig, men Italien halter bagefter. Her kan det især sydpå og i mindre byer være vanskeligt at finde ladepunkter.
FAKTA: Gode råd til kør-selv-ferien
- Planlæg i god tid og undgå myldretid ved trafikknudepunkterne
- Forvent en gennemsnitshastighed på 90-100 km/t. i dagtimerne
- Hold pause hver tredje time og indregn overnatning ved kørsel over 700 kilometer
- Følg trafikmeldinger via tyske radiokanaler – vær opmærksom på, at de primært melder om køer over tre kilometer
- Brug Google Maps til opdateret trafikinformation – men vurder ændringer i rutevejledning med omtanke
God tur – og husk at pakke både tålmodighed og godt humør med i bagagen.
Læs også: