Politik

Nyt ældretilsyn åbner i Danmark: Nu skal dialog og tillid erstatte kontrol og papirarbejde

Et helt nyt ældretilsyn åbner i dag i tre danske kommuner – og det markerer et historisk skifte i måden, vi fører tilsyn med plejehjem og hjemmepleje på. Fremover skal rådgivning og nærvær erstatte bureaukrati og kontrol. En ny Ældrelinje gør det desuden nemt at dele bekymringer – også anonymt.

Nyt ældretilsyn åbner i Danmark: Nu skal dialog og tillid erstatte kontrol og papirarbejde
Ældreminister Mette Kierkgaard (foto: Les Kaner)
Rikke Lund
Af Rikke Lund 1. juli 2025

Fra kontrol til samarbejde

Danmark tager i dag et stort skridt mod en ny ældrepleje, når et helt nyt ældretilsyn åbner i Gentofte, Silkeborg og Hjørring. Herfra skal medarbejdere fremover føre tilsyn på en ny måde, hvor samarbejde, åbenhed og læring står i centrum.

Det nye tilsyn erstatter både de 98 kommuners egne ældretilsyn og det statslige forsøgstilsyn i Styrelsen for Patientsikkerhed. Den nye model har særligt fokus på helhedsplejen – altså både det fysiske, psykiske og sociale velvære hos den ældre – og målet er, at kvaliteten forbedres gennem sparring og dialog i stedet for stive tjeklister og dokumentkrav.

Tilsynet retter sig især mod steder, hvor der er risiko for problemer med kvaliteten, men alle plejehjem og hjemmeplejeenheder vil få mindst ét tilsynsbesøg inden for fem år.

En ny kultur skal tage form

Ældreminister Mette Kierkgaard understreger, at det nye tilsyn er et vigtigt skridt i regeringens ældrereform:

“Det er vigtigt, at vi får låst op for nye måder at gøre tingene på, for fremtidens ældrepleje kalder på, at vi udskifter bureaukratisk smag for dokumentation med tillid til medarbejderne og lederne og nærvær over for de ældre.”

Samtidig åbner Ældrelinjen, hvor alle – uanset om man er borger, pårørende, ansat eller leder – kan kontakte tilsynet direkte med bekymringer. Henvendelser kan også ske anonymt, hvilket skal gøre det lettere at sige fra, hvis noget ikke er, som det skal være.

“Jeg er meget glad for, at Ældrelinjen er oprettet. Den giver både mulighed for løbende feedback til tilsynet samtidigt med, at den understøtter en kulturændring med åbenhed om udfordringer, som ellers ikke ville være kommet frem.”, siger ældreministeren.

Mere fokus der hvor behovet er størst

Det nye ældretilsyns arbejde bliver målrettet de steder, hvor der er konkrete problemer eller mistanke om svigt. Ved at fokusere kræfterne, håber man at kunne skabe mærkbare forbedringer hurtigere – samtidig med at alle stadig vil blive tilset over tid.

Tilsynet vil desuden hjælpe plejehjem og hjemmepleje med rådgivning og faglig støtte, så personalet ikke føler sig kontrolleret, men støttet i deres arbejde med at sikre den bedst mulige pleje.