Erhverv
Carelink overtager Danmarks største private hjemmehjælp og vokser med 400 medarbejdere
Carelink Gruppen, der har sine rødder i Randers, har overtaget HjemmeHjælpen A/S – Danmarks største private leverandør af hjemmehjælp. Med opkøbet styrker Carelink sin position i hovedstadsområdet og overtager ansvaret for hjemmepleje til omkring 2.500 borgere samt 400 medarbejdere.
Carelink Gruppen, der har sine rødder i Randers, har i dag overtaget HjemmeHjælpen A/S som er Danmarks største private leverandør af hjemmehjælp. Med opkøbet styrker Carelink sin position i hovedstadsområdet og overtager ansvaret for hjemmepleje til omkring 2.500 borgere samt 400 medarbejdere.
Fra Randers til hele landet
Carelink blev grundlagt i Randers i 2007 af sygeplejersken Mette Lynggreen som et vikarbureau til sundhedssektoren. I dag er koncernen vokset markant og beskæftiger 11-12.000 personer på landsplan, heraf omkring 3.500 fuldtidsansatte.
I Randers arbejder fortsat omkring 50 medarbejdere, men virksomheden har for længst bredt sig ud over kommunegrænsen. På få år har Carelink opkøbt flere sundhedsvirksomheder, blandt andet Medflex, Personalegruppen A/S og Practio.
I 2019 solgte Mette Lynggreen virksomheden til investeringsselskabet Tema 65+, men hun sidder stadig i bestyrelsen.
Læs også:
Nyt skridt i vækststrategien
HjemmeHjælpen A/S har siden 2005 leveret privat hjemmepleje i København, Frederiksberg, Tårnby og Glostrup. Med opkøbet fortsætter Carelink sin strategi om at være en landsdækkende aktør på hjemmeplejeområdet.
”Vi glæder os over at kunne byde HjemmeHjælpens borgere og medarbejdere velkommen i Carelink Gruppen. Det er et naturligt og vigtigt skridt i vores udvikling som landsdækkende aktør på hjemmeplejeområdet, og vi ser frem til at videreføre opgaven med nærvær og høj faglighed,” siger Søren Dinesen, administrerende direktør i Carelink Gruppen.
HjemmeHjælpen A/S vil fortsætte under det kendte navn, og der bliver ikke ændret ved den daglige opgaveløsning.
”Vi ved, at forandringer kan give anledning til usikkerhed – særligt i en opgave, der foregår så tæt på borgernes hverdag. Derfor lægger vi vægt på genkendelighed og kontinuitet. Det er medarbejderne, der hver dag gør forskellen ude hos borgerne, og vi ser et stort potentiale i det hold, der er med videre. Det skal vi understøtte og forløse – sammen og med blik for det, der virker,” siger Søren Lybye, koncerndirektør for Sundhed & Pleje i Carelink Gruppen og ny administrerende direktør i HjemmeHjælpen A/S.
Randers er centrum for privat sundhed og velfærd.
Selvom opkøbet primært vedrører borgere i hovedstadsområdet, understreger det Carelinks udvikling fra et lokalt Randers-firma til en national spiller inden for sundhed og velfærd.
”Vi har en klar ambition om at være med til at forme fremtidens hjemmepleje i tæt samarbejde med kommunerne og med borgeren i centrum. Overtagelsen af HjemmeHjælpen er et vigtigt skridt på den rejse, som leverer helhedspleje efter den nye Ældrereform, der trådte i kraft 1/7-2025,” afslutter Søren Dinesen.
Med denne overtagelse fortsætter Carelink væksten, som begyndte i Randers for næsten 20 år siden. Virksomheden forventes at styrke sin position yderligere både lokalt og nationalt i de kommende år.
Læs også: