Nyheder
SU rækker sjældent til bolig i de stor studiebyer
Når tusindvis af unge denne sommer starter på en ny uddannelse, begynder også den velkendte boligjagt tæt på studiet. En ny analyse fra Finans Danmark viser, at SU’en sjældent kan dække de samlede boligudgifter i de store studiebyer. Ventelisterne til de billigste boliger er lange, og de stigende priser på ejerlejligheder gør det vanskeligt for studerende at komme ind på boligmarkedet.
Store forskelle mellem byerne
I de største studiebyer – København, Frederiksberg, Odense, Aarhus og Aalborg – overstiger udgifterne til en mindre ejerlejlighed på 50 kvadratmeter SU-satsen for udeboende studerende før skat på 7.086 kroner. Aalborg ligger tættest på SU’en med månedlige udgifter på omkring 7.600 kroner, mens det på Frederiksberg koster hele 15.000 kroner om måneden.
Et billigere alternativ kan være en privat lejebolig, særligt vest for Storebælt. I Aalborg ligger huslejen for en typisk nyopført privat lejebolig på 50 kvadratmeter på knap 5.000 kroner, mens det i København og på Frederiksberg koster cirka 8.100 kroner.
Et andet alternativ er en almen- eller studiebolig, men ventetiderne er ofte lange, især i de centrale områder.
Læs også:
Udfordringer for de nye studerende
Peter Jayaswal, underdirektør for Realkredit, ejendomsfinansiering og samfundsomstilling, forklarer:
”At komme ind på en uddannelse er en stor og spændende dag for mange – det markerer starten på et nyt kapitel. Men for mange starter også boligjagten, og det kan være svært at finde noget tæt på studiet, som er til at betale. I nogle studiebyer kan den gennemsnitlige husleje for en mindre privat lejebolig være lavere end SU’en, men ofte rækker SU’en ikke til de samlede boligudgifter. Og så kan det være svært at komme i nærheden af de billige lejeboliger. Mange håber i stedet på at få en almen- eller studiebolig, men ventetiderne er ofte lange – især hvis man ønsker at bo centralt eller tæt på sit studie. For nogle kan det være en mulighed at købe en ejerlejlighed, men det kræver typisk økonomisk støtte fra f.eks. familien.”
Få små ejerlejligheder til salg
For studerende, der ønsker at købe en mindre ejerlejlighed på op til 50 kvadratmeter, er udbuddet begrænset. De udgør kun hver tiende af de ejerlejligheder, som er til salg i de fem største studiebyer.
I alt er der 297 lejligheder til salg i denne størrelse – 23 færre end på samme tidspunkt sidste år. I København er der 97 lejligheder til salg, mens Frederiksberg kun har syv. Aarhus har 127, Aalborg 46 og Odense blot 20 ejerlejligheder i denne kategori.
Grafik: Finans Danmark
Priserne stiger – undtagen i nogle jyske byer
Priserne på ejerlejligheder er steget i flere byer, men udviklingen er forskellig. I København koster en mindre ejerlejlighed nu 3,7 mio. kr. – næsten 420.000 kroner mere end sidste år. På Frederiksberg er prisen steget med cirka 354.000 kroner og ligger nu også på 3,7 mio. kr.
I Odense er prisen steget med cirka 51.000 kroner til omkring 1,3 mio. kr. Til gengæld er priserne faldet i de jyske byer Aarhus og Aalborg. I Aarhus er prisen faldet med knap 76.000 kroner til 1,9 mio. kr., mens en lejlighed i Aalborg nu koster 1,1 mio. kr. – næsten 61.000 kroner mindre end sidste år.
Peter Jayaswal uddyber:
”Udvalget af mindre ejerlejligheder i studiebyerne er ret begrænset. Samtidig er der mange, der er interesserede i netop den type bolig – både singler, førstegangskøbere, ældre og ikke mindst studerende. Det kan være med til at presse priserne op. Det hænger også sammen med, at der er kommet langt flere enlige husstande de seneste 20 år. Derfor er der et tydeligt behov for at få bygget flere af dem. I Finans Danmark har vi tidligere foreslået, at man fjerner de lokale krav om minimumsstørrelser i nybyggeri, så det bliver nemmere at opføre flere mindre boliger.”
Ventetider på studieboliger
Ventetiden på en studiebolig varierer fra by til by. I København og på Frederiksberg kan den overstige seks måneder. I Aarhus er den typisk tre til fire måneder, mens Odense har mindst to måneders ventetid. I Aalborg er der ingen ventetid på studieboliger.
Ventetiden er længst i perioden op til studiestart i august og september, og særligt boliger tæt på studierne er svære at få.
Hvad koster det at bo i en studieby?
Fakta for SU, ventetider og boligpriser i studiebyerne
SU-sats for udeboende studerende (2025)
- Før skat: 7.086 kr./md.
- Efter skat: ca. 6.042 kr./md.
Ventetider på studieboliger
- København/Frederiksberg: Over 6 måneder
- Aarhus: Typisk 3-4 måneder
- Odense: Mindst 2 måneder
- Aalborg: Ingen ventetid
Husleje for nyopført privat lejebolig (50 kvm)
- København/Frederiksberg: ca. 8.100 kr./md.
- Aarhus: ca. 6.700 kr./md.
- Odense: ca. 5.400 kr./md.
- Aalborg: ca. 5.000 kr./md.
Udgifter ved at eje en ejerlejlighed (50 kvm)
- Aalborg: ca. 7.600 kr./md.
- København: ca. 13.900 kr./md.
- Frederiksberg: ca. 15.000 kr./md.
- Aarhus: ca. 10.600 kr./md.
- Odense: ca. 8.300 kr./md.
Læs også: