Nyheder
Viborg skal vise vejen: Leder nationalt projekt om skærmbesøg
Skal dele erfaringer med ni andre kommuner og styrke ældreområdet
Viborg: Skærmbesøg er allerede blevet en fast del af hverdagen i Viborg Kommunes hjemme- og sygepleje. Nu er kommunen blevet udpeget til at stå i spidsen for et landsdækkende samarbejde, hvor erfaringerne fra Viborg skal hjælpe andre kommuner med at komme godt i gang.
Flere tusinde digitale besøg
I dag gennemfører hjemmeplejen i Viborg Kommune omkring 1.600 skærmbesøg hver uge, og inden årets udgang ventes tallet at stige til 2.000. De digitale besøg giver borgerne mere fleksibilitet i hverdagen, samtidig med at medarbejderne sparer transporttid og kan bruge mere tid hos borgere med størst behov.
Læs også:
Anerkendelse af Viborgs erfaringer
Det er netop de gode resultater, der ligger til grund for, at Viborg Kommune er blevet udpeget som såkaldt skaleringsleder i Kommunernes Landsforenings (KL) nationale samarbejde.
– Det er en stor anerkendelse, at Viborg Kommune får lederrollen i det nationale skaleringssamarbejde. Vi har mange års erfaringer med skærmbesøg, og vi ved, at teknologien gør en forskel i både borgernes og medarbejdernes hverdag. Nu får vi mulighed for at dele vores viden og hjælpe andre kommuner med at komme godt fra start, siger Johannes Vesterby, formand for Ældre- og Aktivitetsudvalget i Viborg Kommune.
Ni kommuner får støtte
Som skaleringsleder skal Viborg støtte ni andre kommuner i at indføre og forankre skærmbesøg. Det drejer sig om Norddjurs, Odder, Randers, Ringkøbing-Skjern, Syddjurs, Holstebro, Herning, Ikast-Brande og Esbjerg.
Projektet løber fra september 2025 til marts 2027 og er en del af regeringens ældrereform, støttet af Ældreministeriet og KL.
Viden skal deles
Ifølge Gitte Bundgaard, projektejer og sekretariatschef i Social, Sundhed & Omsorg i Viborg Kommune, er det oplagt, at kommunen nu deler sin viden:
– Vi har stor erfaring med netop at implementere og skalere gevinstdrevne projekter som fx skærmbesøg. Den viden, vi har, er oplagt at dele med andre kommuner, så de også kan høste de mange frugter, som skærmbesøg giver både medarbejdere og borgere, siger hun.
Fakta
- Projektperiode: september 2025 – marts 2027
- Initiativ: en del af regeringens ældrereform og KL’s skaleringssamarbejde
- Viborgs rolle: skaleringsleder for ni kommuner
- Teknologi: skærmbesøg i hjemme- og sygeplejen
Læs også: