Job
394 unge i Viborg fik en chance – og greb den
Samarbejde mellem kommune, skoler og erhvervsliv har givet unge en vej ind på arbejdsmarkedet
Fritidsjob giver mod på fremtiden
Når kommune, skoler og erhvervsliv løfter i flok, kan det mærkes. Det viser projektet Sammen om Fritidsjob, hvor 394 unge i Viborg Kommune har fået et fritidsjob – og 291 af dem har fastholdt det i mindst et halvt år.
Projektet blev gennemført fra 2022 til 2024 i et samarbejde mellem Viborg Kommune og videnshuset Cabi, med støtte på over fem millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond.
– Når unge får mulighed for at prøve kræfter med et fritidsjob, får de ikke bare erfaring med arbejdsmarkedet – de får også mod på fremtiden, siger Trine Thomsen, seniorkonsulent i Cabi og projektleder for Sammen om Fritidsjob.
Læs også:
Samarbejde på tværs virker
Indsatsen har haft bred lokal forankring og samlet skoler, klubber, ungdomsskole og jobcenter om en fælles opgave: at spotte og støtte de unge, der har brug for et ekstra skub ind på arbejdsmarkedet.
– Det er i folkeskolen, man møder de unge, der måske kæmper med det faglige eller sociale. Når lærere, pædagoger og ungevejledere samarbejder med fritidsjobkonsulenter og virksomheder, opdager vi flere af de unge, der ellers ville glide under radaren, siger Trine Thomsen.
Gevinst for både unge og virksomheder
Fritidsjobindsatsen har ikke kun været en hjælp for de unge – men også for virksomhederne. I en tid med mangel på faglært arbejdskraft har mange lokale virksomheder åbnet dørene for unge medarbejdere og vist dem nye karriereveje.
– Virksomhederne får engagerede unge, og de unge får selvtillid og kompetencer. Det er en gevinst for hele lokalsamfundet, siger Anders Bertel (S), formand for Beskæftigelsesudvalget i Viborg Kommune.
En tredjedel af fritidsjobbene er oprettet på kommunale arbejdspladser – markant over landsgennemsnittet. Det viser ifølge kommunen, at det offentlige også kan gå forrest.
Politisk opbakning og ny start
Projektet har haft bred politisk opbakning i Viborg.
– Vi er stolte af, at Viborg har vist, hvordan et koordineret samarbejde kan give unge en bedre start på arbejdslivet, siger Katrine Fusager Rohde (V), formand for Børne- og Ungdomsudvalget.
Erfaringerne danner nu grundlag for det nye initiativ Flere Sammen om Fritidsjob – et fireårigt, fondsstøttet udviklingsforløb, der skal udvide indsatsen til flere målgrupper og brancher.
– Når folkeskoler, jobcentre og virksomheder løfter sammen, får de unge ikke bare et job – de får et ståsted i livet, siger Trine Thomsen.
Fakta
- Periode: 2022–2024
- Budget: 8,81 mio. kr.
- Den A.P. Møllerske Støttefond: 5,11 mio. kr.
- Viborg Kommune: 3,16 mio. kr.
- Cabi: 0,54 mio. kr.
- Resultater:
- 394 unge har fået et fritidsjob
- 291 unge har fastholdt jobbet i mindst 6 måneder
Læs også: