Nyheder
DR vælger Viborg som juleby for hele Danmark
Julebyen Viborg bliver landskendt, når DR’s traditionsrige udsendelse optages på Viborg Teater
Når DR søndag den 30. november sender den populære udsendelse ”Fællessang synger julen ind”, bliver det med Viborg som ramme. Den historiske domkirkeby, der i 2023 blev kåret som Årets Juleby, skal danne scenen for årets fællessang og julestemning.
Viborg i julelys og fællesskab
Programmet optages live on tape dagen før, lørdag den 29. november, på Viborg Teater. Her byder værterne Katrine Muff og Johannes Langkilde seerne indenfor til en aften fyldt med musik, sang og varme decembertoner.
Undervejs i udsendelsen tager Thomas Buttenschøn seerne med på en rundtur i byen. Han besøger blandt andet Julemarkedet på Nytorv, Englehaven bag Skovgaard Museet, Viborgs Nisseskole og Ønskehjertet – steder, der tilsammen viser den særlige atmosfære, der kendetegner Viborg i juletiden.
Læs også:
”Vi håber på en aften med musik og fællesskab”
Hos DR glæder man sig til at sprede julestemningen fra Viborg til hele landet.
– Vi glæder os til at fejre julen og fællessangstraditionen i Viborg. Vi håber på en aften, hvor vi samles om musikken og fællesskabet, og hvor Viborgenserne vil hjælpe Katrine Muff og Johannes Langkilde med at få bredt julestemningen ud i det ganske land, siger Erik Struve Hansen, redaktionschef i DR og programansvarlig for ”Fællessang synger julen ind”.
Lokalt stolthed og samarbejde
Borgmester Ulrik Wilbek ser DR’s valg af Viborg som værtsby som en naturlig forlængelse af byens traditioner.
– Vi har en stærk tradition for at samles om kultur, musik og fællesskab – ikke mindst også i juletiden. Derfor glæder det mig, at Danmarks Radio har valgt Viborg som værtsby for årets ”Fællessang synger julen ind”, for det repræsenterer jo netop dét, siger borgmesteren.
Også erhvervslivet hilser DR-udsendelsen velkommen.
– Jul i Viborg bygger på et stærkt fællesskab mellem foreninger, erhvervsliv og frivillige. At DR nu kommer og formidler den stemning videre ud i stuerne, er vi både stolte og glade for. Det er en fin anledning til at vise, hvad samarbejde kan skabe, siger Helle Sørensen, direktør for Vi er Viborg.
Fællessang med hele Danmark
Med optagelserne af ”Fællessang synger julen ind” bliver Viborg for en stund centrum for landets julestemning. Programmet sendes på DR1 søndag den 30. november, som er første søndag i advent.
Her kan seerne over hele landet opleve Viborgs julelys, fællesskab og musikalske hjerte – og synge julen ind sammen med hele Danmark.
Læs også: