Nyheder
Billige busbilletter til unge i Viborg: Nyt forsøg skal få flere til at vælge bæredygtig transport
Unge mellem 16 og 26 år kan fra 1. december købe ViborgUNG-billet til 210 kroner for 30 dages fri buskørsel
Unge fik ønsket opfyldt
Fra 1. december kan alle unge i alderen 16 til 26 år købe en ny ViborgUNG-billet, der giver 30 dages fri rejse med Midttrafiks busser i hele Viborg Kommune for 210 kroner. Tilbuddet udspringer af en temadag i 2024, hvor unge gymnasieelever pegede på prisen som en væsentlig barriere for at vælge bussen.
Forsøget gennemføres af Viborg Kommune og Region Midtjylland som led i projektet MOVE, der arbejder for at fremme bæredygtige transportvaner blandt unge. Forsøgsperioden løber fra 1. december 2025 til 30. juni 2026.
Læs også:
Et svar på de unges ønsker
Formanden for Teknisk Udvalg i Viborg Kommune, Torsten Nielsen (Æ), understreger, at ViborgUNG direkte bygger på unges input:
”Når de unge peger på, at prisen er en barriere for at tage bussen, skal vi tage det alvorligt. Derfor har vi lyttet til dem, og ViborgUNG er et direkte resultat af de unges idéer. Med ViborgUNG gør vi det både lettere og billigere at vælge en god bæredygtig, kollektiv transportform, der samtidig bidrager til vores mål om mindre CO₂-udledning og en grønnere kommune,”
siger Torsten Nielsen.
Et tilbud til alle unge – også dem uden for uddannelse
ViborgUNG fungerer som et billigere alternativ til Ungdomskortet, men i modsætning til Ungdomskortet er ViborgUNG ikke begrænset til unge under uddannelse. Kortet er målrettet unge, der primært rejser lokalt og ikke har behov for tog og rejser på tværs af kommunegrænser.
Formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Midtjylland, Bent B. Graversen, siger:
”Med ViborgUNG vil vi gerne give alle unge i Viborg Kommune en enkel og billig mulighed for at vælge den kollektive trafik. I dag er mange rabatordninger målrettet studerende, men vi ved, at også unge i job, på sabbatår eller bare i gang med noget andet har brug for et prisvenligt alternativ til bilen.”
Forsøget skal samtidig give ny viden om, hvordan man gør kollektiv trafik mere attraktiv for alle unge.
Midttrafik håber på flere grønne rejser
Hos Midttrafik bakker direktør Lars Berg op om indsatsen og håber, at ViborgUNG kan ændre rejsevaner:
”Med ViborgUNG imødekommer vi de unges ønske om billige billetter. Vi håber, at forsøget vil få mange unge til at afprøve kollektiv trafik og opdage, at det er et godt og bæredygtigt alternativ til bilen. Det er nemlig vigtigt, at vi får fat i de unge, før de køber en bil. Helt overordnet gavner det jo både trængslen på vejene og klimaet, hvis flere vælger kollektiv trafik.”
FAKTA: ViborgUNG
- Købes i Rejsebillet-appen
- Pris: 210 kr. for 30 dage
- Gyldig i bybusser, lokalbusser og regionale busser i Viborg Kommune
- For alle unge fra 16 til og med 26 år
- Gælder ikke til tog eller rejser over kommunegrænsen
- Forsøg: 1. december 2025 – 30. juni 2026
Læs også: