Helbred
Psykiatrifonden: Aftale markerer et nødvendigt nybrud – nu skal psykiatrien bygges op fra bunden
Regeringen, KL og Danske Regioners nye udmøntning af 10-årsplanen får ros for kapacitetsløft, styrket socialpsykiatri og et nyt tilbud til børn og unge
Aftale giver håb for en presset psykiatri
Psykiatrifonden ser store muligheder i den aftale om udmøntning af 10-årsplanen for psykiatrien, som regeringen, KL og Danske Regioner præsenterede i dag. For fondens direktør, Marianne Skjold, repræsenterer aftalen et afgørende skridt i arbejdet for at forbedre forholdene for de mange mennesker, der i dag må vente længe på den rette hjælp.
“Kun på den måde kan psykiatrien endelig få det kapacitetsløft, der er nødvendigt for at kunne give en god behandling af høj kvalitet uden ventetider på mange, mange måneder,” siger hun med henvisning til, at regionerne får en markant del af midlerne.
Læs også:
Systematisk opfølgning er afgørende
En af de elementer, Psykiatrifonden især fremhæver, er den klare prioritering af monitorering og evaluering i aftalen.
“Nu har vi et stærkt fundament for fremtidens psykiatri med tiårsplanen og dagens aftale. Jeg er glad for at se, at man har intentioner om at følge meget systematisk op på, at de mange tiltag også resulterer i det løft, der er så hårdt brug for. Vi kan kun tage gode beslutninger i fremtiden, når vi evaluerer og monitorerer,” siger Marianne Skjold.
Hun glæder sig også over, at sundhedsrådene tildeles midler, men understreger, at deres indsats vil blive fulgt tæt:
“Vi skal bedømme dem på, om de reelt kan skabe mere sammenhæng og bedre liv for mennesker, der lever med en psykisk sygdom.”
Nyt tilbud til børn og unge kræver ro – og grundig evaluering
Alle landets 98 kommuner står nu klar med et lettilgængeligt tilbud til børn og unge mellem seks og 17 år, som mistrives psykisk og har brug for hurtig støtte. Tiltaget skal både forebygge forværring og reducere behovet for indlæggelser.
“Det er der hårdt brug for. Vi ser frem til at følge tilbuddet komme i drift rundt omkring,” siger Marianne Skjold.
Hun opfordrer til, at debatten om eventuelle ændringer i tilbuddet venter, til man ved mere:
“Det lettilgængelige tilbud skal følges systematisk. Vi skal vide, om pengene rækker, og vi skal evaluere, om børnene og de unge får det bedre.”
Socialpsykiatrien: Stor opgave og stort potentiale
Et andet centralt punkt i aftalen er et løft af socialpsykiatrien, som i dag rummer nogle af de mest udsatte personer med psykisk sygdom. Her er der store kvalitetsforskelle og mangel på specialiserede kompetencer.
“Derfor er det virkelig positivt, at aftalen sikrer bedre faglighed, som både skal højne kvaliteten i socialpsykiatrien og mindske antallet af genindlæggelser og brug af tvang,” siger Marianne Skjold.
Hun understreger, at visionen nu skal være tydelig:
“Nu begynder vi for alvor at bygge psykiatrien op fra bunden. En psykiatri, der skal sikre, at psykisk sygdom aldrig får lov til at ødelægge liv.”
Et løft, der skal kunne mærkes hos borgerne
Alt i alt ser Psykiatrifonden dagens aftale som et vigtigt skridt mod en mere bæredygtig, sammenhængende og fagligt stærk psykiatri. Men fonden understreger, at de mange tiltag først kan måles på én ting: om mennesker med psykisk sygdom og deres familier oplever reel forbedring i hverdagen.
Læs også: