Nyheder
Mange i lokalområdet mangler selskab juleaften – nu efterlyses juleværter
Røde Kors og Boblberg mangler værter i Viborg og omegn på Julevenner.dk
Julen forbindes for mange med fællesskab, traditioner og nærvær. Men også i lokalområdet er der borgere, som risikerer at skulle tilbringe juleaften alene. Det viser tilmeldingerne på Julevenner.dk, hvor der i øjeblikket er flere julegæster end værter i Midtjylland.
Julevenner er et samarbejde mellem Røde Kors og Boblberg og har til formål at matche mennesker, der gerne vil holde jul sammen, så færre skal sidde uønsket alene juleaften.
En invitation kan gøre en konkret forskel
Ifølge Røde Kors kan en åben dør juleaften have stor betydning – også lokalt.
“Julen er for mange bundet tæt op på traditioner og samvær, men sådan er det ikke for alle. Når man som julevært vælger at åbne sit hjem for en julegæst, kan det være den forskel, der gør, at nogen går fra at skulle sidde alene til at opleve en varm og nærværende juleaften i selskab med andre,” siger Margit Nygård Mikkelsen, sektionsleder for fællesskabssektionen i Røde Kors.
Læs også:
Flere søger fællesskab i området
På Julevenner.dk kan både værter og gæster fra lokalområdet oprette opslag om deres juleaften. Her peger udviklingen på, at efterspørgslen på julefællesskaber er større end udbuddet af værtspladser.
Mange julegæster er enkeltpersoner eller små familier, som af forskellige grunde mangler nogen at holde jul med. Det kan være studerende, tilflyttere, enlige forældre eller mennesker, der har været igennem større livsforandringer.
Fælles for dem er ønsket om at være en del af et fællesskab juleaften – tæt på, hvor de bor.
“Vi kan se, at rigtig mange rækker ud efter et julefællesskab, og det er glædeligt. Den store interesse blandt julegæster betyder, at der er brug for flere juleværter, som har lyst til at invitere indenfor. Vores erfaring er, at det ofte bliver en lige så stor gave for værterne som for gæsterne, fordi nye mennesker og nye historier kan gøre julen både varmere og mere meningsfuld,” siger Margit Nygård Mikkelsen.
Sådan deltager man
Borgere i Midtjylland kan gratis melde sig som juleværter eller julegæster på Julevenner.dk. Her opretter man et opslag og beskriver kort sig selv, sine forventninger til juleaften og enten hvor mange gæster, der er plads til, eller hvor mange man er som gæster.
Man kan selv tage kontakt via opslagene eller vælge at få hjælp af frivillige fra Røde Kors til at finde et match.
Juleværter kan være både enlige, par og familier, og julegæster kan både være enkeltpersoner og familier. For borgere, der ikke er trygge ved digitale løsninger, er der mulighed for hjælp til oprettelse.
Læs også: