Forbruger

21 procent flere pakker: De sidste julegaver er nu på vej ud

Bring gør status efter rekordtravl julehandel i hele landet

Søren Greve
Af Søren Greve 23. december 2025

De allersidste julegaver er i dag på vej ud af Brings terminaler, så de kan nå frem til modtagerne inden juleaften. Dermed sætter Bring punktum for en julehandel, der har været mere travl end nogensinde før.

Ifølge Bring har pakkevolumen i årets julehandel ligget markant over normalen.

“I perioden frem mod jul har vi håndteret mere end dobbelt så mange pakker som i en typisk periode i løbet af året. Lige nu er vores chauffører ude og levere de aller sidste julegaver til modtagerne,” siger Bjarne Lauritsen, driftsdirektør hos Bring.

Markant flere pakker end sidste år

Tallene viser, at Bring i år har håndteret 21 procent flere pakker end i julehandlen året før. Det har lagt et stort pres på hele logistikkæden – fra terminaler og chauffører til de mange udleveringssteder rundt om i landet.

Særligt Brings netværk af 120 pakkebokse og 1.100 pakkeshops i Danmark har spillet en central rolle i at få pakkerne sikkert og rettidigt frem til danskerne.

Medarbejderne gjorde forskellen

Ifølge Bring er det dog først og fremmest medarbejdernes indsats, der har gjort det muligt at håndtere de rekordstore mængder.

“Indsatsen fra vores medarbejdere har været helt afgørende. De kan med rette være stolte af den forskel, de har gjort for flere millioner danskere op til jul. De har været julemandens vigtigste hjælpere, og det er deres engagement og professionalisme der har fået det hele til at lykkedes,” siger Bjarne Lauritsen.

Julegaverne når frem

Med de sidste leveringer i gang kan Bring nu se tilbage på en af de mest intensive perioder i virksomhedens historie. For modtagerne betyder det, at julegaverne – trods stor travlhed – når frem i tide til at komme under juletræet.