Nyheder
Trine Østergaard vender hjem til dansk håndbold og bliver en del af Viborg HK fra sæson 2026/27
Viborg HK sikrer sig landsholdsanfører på toårig aftale
Viborg HK har indgået en toårig aftale med den danske landsholdsanfører Trine Østergaard. Med aftalen får klubben en af dansk håndbolds mest rutinerede profiler til Viborg, når hun skifter til den grønne trøje fra sæsonen 2026/27.
Markant profil vender hjem
Trine Østergaard har i mere end et årti været en central spiller på det danske kvindelandshold. Hun har været med til at vinde både VM-bronze og OL-bronze og har gennem årene opbygget et omfattende internationalt CV. Med over 200 landskampe og knap 450 mål er hun blandt de mest erfarne spillere i dansk kvindehåndbolds historie.
Læs også:
Spiller i øjeblikket i europæisk topklub
I dag tørner Trine Østergaard ud for CSM Bucuresti, som er blandt Europas stærkeste klubber og fast deltager i Champions League. Her har hun fortsat spillet på højt internationalt niveau og markeret sig som en stabil og målfarlig højrefløj.
Direktør: En spiller fra øverste hylde
Hos Viborg HK er der stor tilfredshed med aftalen. Direktør Jens Steffensen ser signingen som et vigtigt skridt i klubbens videre udvikling.
“Vi er både stolte af og meget glade for at kunne byde Trine Østergaard velkommen til Viborg HK.
Hun kommer med stor erfaring, professionalisme og kvalitet til en trup i udvikling. Det er en spiller fra absolut øverste hylde, men Trine Østergaard er ikke bare en spiller med enorme kvaliteter på banen – hun er også en leder og rollemodel, som passer perfekt ind i vores værdier og ambitioner.
Den store opbakning fra vores samarbejdspartnere, som har været med til at sikre det økonomiske fundament for aftalen, vidner om, at rigtig mange af klubbens partnere og fans også glæder sig til at se hende løbe på banen i grønt fra sæson 2026/27.”
Del af ambitionerne i Viborg
Med tilgangen af Trine Østergaard styrker Viborg HK både den sportslige kvalitet og erfaringen i truppen. Klubben ser aftalen som endnu et skridt i arbejdet med på ansvarlig vis at bringe Viborg HK tilbage mod verdenstoppen.
Læs også: