Nyheder

Rekordoptag på fængselsuddannelser: 85 starter i dag

Stor interesse for jobbet bag mure og låste døre sender ekstra mange elever i skole i Odense, Birkerød og Møgelkær

Maria Just
Af Maria Just 5. januar 2026

Interessen for at arbejde i Danmarks Fængsler er vokset markant. Mandag den 5. januar sætter 85 nye elever sig på skolebænken for at begynde uddannelse som fængselsbetjent, transportbetjent og værkmester. Det er det højeste antal på et enkelt optag i nyere tid, oplyser Danmarks Fængsler.

Eleverne fordeles på uddannelsessteder i Odense, Birkerød og Møgelkær, og dermed bliver også flere lokalsamfund direkte berørt af den voksende rekruttering.

Flere hænder skal sikre fængslerne – og udvidelserne

Danmarks Fængsler står i de kommende år over for en stor udvidelse, hvor der skal bygges flere nye fængsler og etableres omkring 2.000 nye pladser. Derfor er der brug for flere uniformerede medarbejdere.

Justitsminister Peter Hummelgaard peger på, at den store tilslutning til uddannelserne er et tegn på, at de seneste rekrutteringstiltag virker:

“Det er virkelig positivt, at de mange tiltag, vi har iværksat for at tiltrække flere uniformerede medarbejdere til Danmarks Fængsler, ser ud til at bære frugt, og at interessen for at blive fængselsbetjent aldrig har været større. I de seneste år har vi investeret massivt i vores fængsler og arresthuse, blandt andet ved at gennemføre et historisk lønløft og indføre fuld løn under uddannelsen. Samtidig har vi med strafreformen afsat over en milliard kroner frem mod 2030 til at sikre mere uniformeret personale og bedre arbejdsvilkår for de medarbejdere, som hver dag går på arbejde for at sikre vores allesammens tryghed,” siger justitsminister Peter Hummelgaard.

Odense får rekordstort hold på pop-up skole

Den lokale betydning mærkes også i Odense, hvor Danmarks Fængsler har etableret en såkaldt pop-up skole. Her oplever man det største optag nogensinde, siden skolekonceptet blev indført. Ud af de i alt 85 elever starter 28 elever deres uddannelse i Odense.

Direktør for Danmarks Fængsler, Ina Eliasen, glæder sig over, at så mange søger og opfylder kravene:

”Jeg er utrolig glad for, at interessen er så stor for vores uddannelser til blandt andet fængselsbetjent. Vi har allerede i dag brug for flere uniformerede medarbejdere, og når vi så derudover udvider vores kapacitet betragteligt, så er det klart, at vi får brug for endnu flere. I år har rekordmange søgt og levet op til de mange krav, vi har, før man kan blive optaget, og det er fantastisk” siger direktør for Danmarks Fængsler, Ina Eliasen.

Flere skoler rundt i landet – og næste frist nærmer sig

Danmarks Fængsler driver permanente skoler i Birkerød, Møgelkær ved Horsens og i Storstrøm Fængsel på Falster. Derudover er der etableret pop-up skoler i Esbjerg, Vestre Fængsel i København, Sdr. Omme Fængsel og Odense.

Organisationen har samtidig sat gang i flere tiltag for at tiltrække og fastholde medarbejdere – blandt andet med fuld løn under uddannelse, mulighed for merit og kortere uddannelsesforløb for ansøgere med relevant erfaring.

Næste mulighed for at søge ind er allerede tæt på. Ansøgningsfristen er mandag den 12. januar 2026, og næste hold har studiestart den 1. april 2026.