Viborg og omegn

Lokaldysten startede i Viborg: Nu samler motionsdysten 15.000 danskere

Det begyndte som en konkurrence mellem to landsbyer i Viborg Kommune – i dag dyster 114 lokalsamfund i 22 kommuner om kilometer og sammenhold

Maria Just
Af Maria Just 8. januar 2026

Det, der i 2013 begyndte som en lille motionsdyst mellem to landsbyer i Viborg Kommune, er i dag blevet til en landsdækkende succes med tusindvis af deltagere. Lokaldysten, hvor mindre lokalsamfund konkurrerer om at gå, løbe og cykle flest kilometer på to timer, har udviklet sig til en begivenhed, der samler hele byer – og som ifølge arrangører og DGI først og fremmest styrker fællesskabet.

I 2025 deltog 114 lokalsamfund i 22 kommuner, og cirka 15.000 borgere var aktive. Tilsammen tilbagelagde de mere end 150.000 kilometer.

Startede som en idé i Viborg Kommune

Lokaldysten opstod i 2013 i Viborg Kommune som en lokal motionskonkurrence mellem to landsbyer. Projektet fik hurtigt stor opbakning, og allerede året efter deltog otte byer.

Siden er Lokaldysten vokset, og fra 2020 begyndte DGI Midtjylland at udbrede konceptet til nabokommuner, først med Silkeborg og Skive. I dag tæller Lokaldysten lokalsamfund i store dele af landet.

Konceptet er enkelt: På to timer gælder det om at tilbagelægge flest kilometer, enten til fods, i løb eller på cykel. Efter dysten divideres det samlede antal kilometer med indbyggertallet for at finde et resultat i kilometer pr. indbygger. Vinderne kan kalde sig kommunens mest aktive lokalsamfund, og ofte følger der en check med til lokal udvikling.

”Sjældent har vi oplevet en aktivitet, der kan samle ung som gammel”

René Vinther Olsen, der er national projektleder i DGI for Lokaldysten, peger på, at konceptet er nemt at afvikle lokalt og kræver få ressourcer.

Det er et nemt koncept for lokalsamfundene at blive en del af. Det kræver få ressourcer i forhold til det potentielle udbytte som større fællesskab og lokalt samarbejde.

Ifølge ham er det netop kombinationen af motion og socialt samvær, der gør arrangementet attraktivt for mange.

”Og så taler det til den enkelte borger. Sjældent har vi i DGI oplevet en aktivitet, der kan samle ung som gammel og motionsvante som motionsuvante borgere,” siger han.

Lokaldysten handler om mere end motion

Selv om Lokaldysten i sin kerne er en konkurrence, er målet mange steder at samle byen og skabe nye relationer.

I landsbyen Roslev i Skive Kommune er arrangør Sara Dalgaard Villadsen en af dem, der oplever, hvordan en hel by kan mødes på tværs af generationer.

Med Lokaldysten kan vi samle mange mennesker på tværs af både generationer og grupperinger. Vi møder hinanden, og det er hele formålet med dagen.

Hun fortæller også, at det kræver lokal drivkraft at skabe aktiviteter i mindre byer.

“Vi vil samle byen. Herude i lokalsamfundene er man nødt til selv at gøre noget for, at der sker noget. Lokaldysten er oplagt til det formål. Det er en dag, vi har sammen som by,” siger hun.

Fra lokale initiativer til landsdækkende fællesskab

DGI peger på, at Lokaldysten også har en anden effekt: Den giver landdistrikterne og de mindre lokalsamfund en synlig platform, så opmærksomheden ikke altid samler sig i kommunernes større byer.

Lokalt bliver dagen ofte til mere end selve dysten. Nogle steder holdes Lokaldysten sammen med byfesten, og andre steder bruges den til at samle penge ind til lokale projekter.

I Roslev har man eksempelvis samlet ind til nye vinger til byens mølle og et nyt rekreativt område – men ifølge arrangørerne er den vigtigste gevinst det sociale.

”Der er nogle med, som vi aldrig har set før. Det er måske dem, vi ikke ser i hallen eller til byfest, så man kommer til at snakke med nogle, man ikke snakker med normalt. Det giver sammenhold på tværs af generationer,” siger Sara Dalgaard Villadsen.

Fakta: Lokaldysten

  • Lokaldysten er et arrangement, hvor mindre landsbyer eller lokalsamfund dyster mod hinanden om at gå, løbe og cykle flest kilometer på to timer.
  • Kilometer tilbagelagt på cykel halveres. Alle kan deltage, og hver en kilometer tæller.
  • Vinderen er det lokalsamfund, der tilbagelægger flest kilometer pr. indbygger – men der er ofte også præmier til dem, der forbedrer sig mest sammenlignet med året før, eller som har tilbagelagt flest kilometer samlet set.
  • Lokaldysten startede i 2013 i Viborg Kommune.
  • Lokaldysten blev i 2025 afholdt i 22 kommuner, hvor 114 lokalsamfund dystede med.
  • Ca. 15.000 borgere var aktive og tilbagelagde i alt 150.000 kilometer.

Kommuner med Lokaldysten i 2025: Aalborg, Aarhus, Bornholm, Brønderslev, Favrskov, Hedensted, Herning, Holstebro, Horsens, Hillerød, Ikast-Brande, Lemvig, Mariagerfjord, Norddjurs, Odder, Randers, Ringkøbing-Skjern, Samsø, Silkeborg, Skive, Struer og Syddjurs.

Viborg og omegn

Se flere artikler