Viborg og omegn

Motorvejens rute er fast: Vejdirektoratet køber de første huse og gør klar til nedrivning

Midtjyske Motorvej vest om Viborg ventes først færdig i 2034, men allerede nu er de første boliger overtages, og flere opkøb kan være på vej

Maria Just
Af Maria Just 9. januar 2026

Der er stadig mange år til, at den nye motorvej vest om Viborg forventes at åbne i 2034. Alligevel er projektet nu rykket et skridt nærmere virkelighed.

Vejdirektoratet har nemlig købt en bolig på Skivevej 113 i Løgstrup for 1.155.000 kroner og har overtaget ejendommen 1. januar 2026 – samme dag som anlægsloven for projektet trådte i kraft.

Ifølge Vejdirektoratet ligger huset på den planlagte linjeføring for den kommende motorvej, og det skal på sigt rives ned.

Første konkrete tegn på, at projektet rykker

Midtjyske Motorvej – strækningen fra Klode Mølle til Løvel – har længe været på tegnebrættet. Men med de første opkøb begynder arbejdet nu at få håndgribelige konsekvenser for beboere i området.

Vejdirektoratet bekræfter købet over for Viborg Stifts Folkeblad og forklarer, hvorfor netop denne ejendom allerede er blevet overtaget:

“Det ligger på linjeføringen for Midtjyske Motorvej mellem Klode Mølle og Løvel, og huset skal på sigt rives ned,” skriver Vejdirektoratet i et svar.

Flere ejendomme er allerede overtaget

Skivevej 113 er ikke den eneste ejendom, Vejdirektoratet har købt i forbindelse med motorvejen. Ifølge Vejdirektoratet er yderligere to ejendomme allerede overtaget på anlægsstrækningen, og der er planer om flere opkøb.

Projektet kræver nemlig omfattende plads.

I alt forventes 285 ejendomme at blive berørt af permanent eller midlertidig arealerhvervelse, og mellem 55 og 65 ejendomme skal eksproprieres.

Motorvejen vil beslaglægge et areal på omkring 435 hektar.

Tidlig overtagelse kan ske, før ekspropriationen er i gang

Vejdirektoratet oplyser, at man allerede er i dialog om “tidlig overtagelse” af flere ejendomme langs strækningen.

“Vi er i dialog om tidlig overtagelse af yderligere ejendomme langs anlægsstrækningen, hvor der ikke kan være tvivl om, at ejendommen ligger på en måde, så en overtagelse er nødvendig,” lyder det videre fra Vejdirektoratet.

At tidlige overtagelser kan gennemføres, skyldes en bestemmelse i Vejlovens paragraf 45, som giver mulighed for, at ejendomme kan overtages, før de almindelige ekspropriationsforretninger går i gang.

Vejdirektoratet forklarer det sådan:

“Når Vejdirektoratet kan forlodsekspropriere ejendomme, som tidlig overtagelse også hedder, skyldes det en bestemmelse i Vejlovens paragraf 45, som giver mulighed for, at Vejdirektoratet i særlige tilfælde kan overtage ejendomme inden de ordinære ekspropriationsforretninger.”

Motorvej til fem milliarder – og 43 kilometer ny forbindelse

Motorvejen vest om Viborg har et budget på omkring fem milliarder kroner. Den bliver knap 43 kilometer lang og skal gå fra Klode Mølle til Løvel ad en rute vest om Viborg. Motorvejen får to spor og et nødspor i hver retning, fem tilslutningsanlæg og fem dalbroer.

Oprindeligt var målet, at motorvejen skulle stå færdig i 2031, men tidsplanen er siden udskudt – først til 2032 og nu til 2034, som er den dato, der fremgår af anlægsloven.

Informationsmøde og nabomøder på vej

Næste skridt i dialogen med borgere og lodsejere bliver et informationsmøde, som afholdes torsdag 29. januar i Liseborg Centret i Viborg.

Mødet holdes to gange samme dag:

  • klokken 13
  • klokken 17

Der bliver samtidig mulighed for at følge det ene møde online. Efter informationsmødet vil Vejdirektoratet desuden afholde en række nabomøder langs strækningen.

Nabomøderne bliver afholdt som åbent hus i uge 9, 10 og 11 flere steder på strækningen, og direkte berørte lodsejere får invitation via Digital Post først på året.

Viborg og omegn

Se flere artikler