Biler og motor

Over 1.000 sigtelser af 17-årige bilister efter nye regler

Nye tal viser markant flere sager – især om for høj hastighed – efter at 17-årige fik lov at køre alene i dagtimerne fra 1. juli 2025

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 12. januar 2026

Der er rejst 1.085 sigtelser mod 17-årige bilister i det seneste halve år, efter at det fra 1. juli 2025 blev tilladt at køre bil uden ledsager i dagtimerne mellem klokken 05 og klokken 20. Det viser nye tal, som Rigspolitiet har udleveret til Gjensidige.

Særligt hastighedsovertrædelser fylder i statistikken med 434 sigtelser i perioden.

Flere sigtelser efter ændringen 1. juli 2025

Det er nu et halvt år siden regelændringen trådte i kraft, og opgørelsen viser en tydelig stigning i antallet af sager.

Til sammenligning blev der samlet set foretaget 451 sigtelser af 17-årige bilister i de første seks måneder af 2025, hvor det kun var tilladt at køre med en erfaren ledsager.

Opgørelsen er foretaget af Rigspolitiet for Gjensidige.

Hastighed er den mest udbredte forseelse

Ifølge tallene er hastighedsovertrædelser den klart største kategori blandt sigtelserne i 2. halvår 2025:

  • Hastighedsovertrædelse: 434
  • Kørsel uden førerret: 74
  • Kørsel uden sikkerhedssele: 25

Gjensidige: Forventelig stigning – men bekymrende fordeling

Skadedirektør i Gjensidige, Lene Rasmussen, siger, at det var forventeligt, at der ville ske en stigning i trafikforseelser, fordi de 17-årige nu kører mange flere kilometer på vejene. Samtidig kalder hun det bekymrende, at lidt under halvdelen af sigtelserne handler om at køre for stærkt.

„Høj hastighed er en af de hyppigste årsager til færdselsulykker med alvorlig tilskadekomst og dødsfald, og den risiko stiger yderligere, når der sidder en meget uerfaren bilist bag rattet, og derfor er det høje antal sigtelser for hastighed en anelse bekymrende”, siger hun.

Ingen undersøgelser endnu: „For tidligt at drage konklusioner”

Der er endnu ikke lavet undersøgelser af effekten af de nye danske regler for 17-årige bilister. Ifølge Lene Rasmussen er det derfor for tidligt at drage konklusioner.

Hun henviser samtidig til, at andre lande har gode erfaringer med tidlig ledsaget køretræning, men ikke med solokørsel for 17-årige, som den danske model.

Opfordring: Fortsæt med at øve jer med ledsager

Lene Rasmussen opfordrer de unge bilister til fortsat at øve sig med en erfaren ledsager, selv om de nu må køre alene i dagtimerne.

„Det er vigtigt at få erfaring og udvikle gode vaner så tidligt som muligt, og derfor er det en rigtig god idé fortsat at øve sig sammen med en erfaren ledsager som f.eks. en forælder, der kan vejlede og give gode råd, så man opnår erfaring i trygge rammer”, siger hun.

Reglerne kort fortalt

For 17-årige, der har taget kørekort til bil, gælder:

  • Det er tilladt at køre bil uden ledsager fra klokken 05 til klokken 20.
  • Mellem klokken 20 og klokken 05 skal der være en ledsager med, der er over 24 år og har haft kørekort i over fem år.
  • Ledsageren må ikke have fået frakendt sit kørekort betinget eller ubetinget de seneste fem år.
  • Bøden for at køre uden ledsager i tidsrummet er 3.000 kroner første gang, 3.500 anden gang og 4.000 kroner tredje gang.

Tallene

Oversigt over sigtelser af 17-årige bilister (kilde: Rigspolitiet):

    1. halvår 2025: 1.085
    1. halvår 2025: 451

Biler og motor

Se flere artikler