Viborg og omegn

Utryghed i Viborg-bus: Chauffør slog alarm over passager

Politiet stoppede bussen på Overlundvej, efter en 45-årig mand blev set med en genstand, der lignede en pistol

Maria Just
Af Maria Just 26. januar 2026

En bustur i Viborg fik fredag eftermiddag et dramatisk forløb, da en kvindelig buschauffør under sin rute blev opmærksom på en mand, der sad på forreste række i bussens højre side.

Ifølge politiet havde manden en genstand, der kunne forveksles med et skydevåben, og chaufføren reagerede ved at kontakte politiet.

  • Manden sad med noget, der lignede en pistol, og derudover skulle han angiveligt have fremsagt nogle ukonkrete trusler, oplyser Peter Søndergård, der er politikommissær hos lokalpolitiet i Viborg.

Bussen stoppet på Overlundvej

Efter anmeldelsen rykkede politiet ud og fik kort tid senere stoppet bussen på Overlundvej nordøst for Viborg by. Her blev en 45-årig mand beordret til at fremvise sine hænder, men det ønskede han ikke at efterkomme, oplyser politiet. Manden holdt samtidig fast i sin mulepose. Politiet fik ham derfor passiviseret og kunne derefter undersøge den genstand, som havde udløst udrykningen.

Genstanden viste sig at være en attrappistol

Da politiet fik mulighed for at se nærmere på genstanden, viste det sig, at der ikke var tale om et rigtigt våben.

  • Det viste sig at være en attrappistol, oplyser Peter Søndergård.

Sigtet efter ordensbekendtgørelsen

Ifølge politiet kunne den 45-årige ikke give en god forklaring på, hvorfor han havde medbragt et attrapvåben. Han er derfor blevet sigtet for brud på ordensbekendtgørelsen, som skal sikre ro og orden i det offentlige rum.

  • Man straffer jo typisk den onde vilje, men det er altid en juridisk afvejning, oplyser politikommissær Peter Søndergård.

Viborg og omegn

Se flere artikler