Nyheder
Idrætshaller kan nu få Svanemærket – ny mulighed for grønnere byggeri i hele landet
Ny ordning gør det muligt at miljøcertificere idrætshaller ved både nybyggeri og renovering – i et land med over 2.000 haller, hvor mange snart står foran en opgradering.
Sportshaller og andre idrætsbygninger kan nu certificeres med Svanemærket. Det betyder, at badminton- og håndboldhaller, gymnastiksale og lignende bygninger fremover kan få det officielle nordiske miljømærke – både når der bygges nyt, og når eksisterende haller skal renoveres.
Bag udvidelsen står Miljømærkning Danmark, som peger på, at der har været efterspørgsel efter netop denne mulighed.
– ”Vi har mærket efterspørgsel på muligheden for at få certificeret sports- og idrætshaller fra flere sider, og da det samtidig er et område, hvor der er et stort potentiale for at gøre en forskel for miljø og klima, giver det rigtig god mening, at denne type bygninger nu også kan svanemærkes”, siger Frederik Gudi Sommer-Gleerup, certificeringschef i Miljømærkning Danmark.
Mange haller er bygget i 60’erne og 70’erne
Udvidelsen kan være relevant for mange kommuner. Ifølge Miljømærkning Danmark findes der mere end 2.000 idrætshaller i Danmark, og mange af dem stammer fra 1960’erne og 70’erne. Det betyder, at en stor del af hallerne i de kommende år forventeligt står over for renovering.
– ”Så godt som alle danske byer har en hal, og da mange af dem er af ældre dato, giver det god mening at have øje for miljø- og klimahensyn, hvis man alligevel skal renovere eller bygge nyt. Desuden er der flere og flere kommuner, der vælger at få svanemærket daginstitutioner og skoler, og her er det jo helt oplagt også at kigge på idrætshaller og andre offentlige sportsbygninger”, siger Frederik Gudi Sommer-Gleerup.
Læs også:
Krav til materialer, proces og drift
Svanemærket har fokus på at mindske den samlede miljø- og klimabelastning fra byggeri. Derfor stilles der krav, der både handler om valg af materialer, selve byggeprocessen og bygningens brug bagefter.
Der er også krav til håndtering af affald og recirkulering af byggematerialer, hvilket ifølge Miljømærkning Danmark skal være med til at fremme cirkulær økonomi og mere effektiv brug af ressourcer.
Også stævner og turneringer kan få Svanemærket
Muligheden for certificering gælder ikke kun mursten og mørtel. Også sportsbegivenheder som stævner, cups og turneringer – og andre typer events – kan opnå Svanemærket.
Her retter kravene sig mod de områder, hvor miljøbelastningen typisk kan nedbringes mest. Det omfatter blandt andet mere effektiv brug af ressourcer, initiativer der begrænser affaldsmængder, og hensyn til naturen.
Miljømærkning Danmark
Læs også: