Erhverv
Djøf: Ny regional overenskomst giver udsigt til højere realløn og mere fleksibilitet
Akademikere i regionerne får forventede lønstigninger på 6,27 procent – og nye muligheder for frihed, senior- og fritvalgsdage
Akademikere ansat i regionerne kan se frem til fremgang i reallønnen i de kommende år. Det siger Djøf i forbindelse med aftalen om en ny overenskomst for akademikere i regionerne, som ifølge organisationen betyder, at den sidste store brik i de offentlige overenskomster nu er på plads.
Med aftalte lønstigninger på forventeligt 6,27 procent og en samlet økonomisk ramme på 9,2 procent for overenskomsten er der ifølge Djøf udsigt til, at lønnen samlet set følger med – og mere til.
”Også her er der udsigt til højere realløn og et mere fleksibelt og børnevenligt arbejdsliv”, siger Johanne Nordmann, formand for Djøf Offentlig.
“Meget positivt” med fritvalgskonto
En af de nye elementer i aftalen er en fritvalgskonto, som Djøf har ønsket i længere tid. Her skal den enkelte i højere grad kunne vælge, hvordan en del af midlerne bruges.
“Jeg er glad for, at vi kan forvente at medlemmernes realløn stiger i perioden. Og med den nye fritvalgskonto har medlemmerne udsigt til et mere fleksibelt arbejdsliv. Det er meget positivt.”
Ifølge Johanne Nordmann giver modellen mulighed for at vælge mellem flere løsninger.
“Med forliget er der skabt en model, hvor man i højere grad kan vælge, hvorvidt en del af midlerne udbetales som løn, som pension eller veksles til frihed. Og der er skabt mulighed for at holde 2 nye seniordage og en fritvalgsdag til ansatte, der ikke har ret til omsorgs- eller seniordage. Det giver et godt fundament for et mere fleksibelt arbejdsliv.”
Læs også:
Flere børne- og barselsrettigheder
Djøf fremhæver også, at nye muligheder for familier indgår i overenskomsterne. Blandt andet muligheden for at holde barnets tredje sygedag og frihed på den dag, hvor et barn ringes hjem.
“Det vil give et tiltrængt løft til at gøre dagligdagen lettere for mange børnefamilier. Jeg også glad for, at vi har aftalt yderligere 2 ugers betalt barsel til deling mellem forældrene, og moderniserede barselsvilkår, som tilgodeser, at familier kan se ud på mange måder og kan have meget forskellige behov”, fastslår Johanne Nordmann.
Gælder regionalt ansatte – chefområdet udestår
Forliget gælder akademikere ansat i regionerne. Ifølge Djøf udestår der fortsat forhandlinger om de fremtidige vilkår på chefområdet.
Læs også: