Natur
Kæmpe hvalhjerte fra Nordjylland giver forskere ny viden
Forskere fra Aarhus Universitet hentede et 50 kilo tungt hjerte fra en strandet kaskelothval i Ålbækbugten – nu skal det undersøges og senere udstilles i Norge
Et usædvanligt fund på en strand i Nordjylland har sat forskere fra Aarhus Universitet i gang med et omfattende forskningsarbejde.
En død han-kaskelothval strandede i februar i Ålbækbugten, og her rykkede tre forskere hurtigt ud for at undersøge dyret. Under dissektionen fjernede de hvalens enorme hjerte – et organ på omkring 50 kilo – som nu skal analyseres nærmere.
Forskere rykkede ud til strandet hval
Det var lektorerne Peter Agger, Henrik Lauridsen og Kasper Hansen fra Institut for Klinisk Medicin og Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet, der satte kurs mod Nordjylland for at deltage i arbejdet med den strandede hval.
Efter dissektionen blev det enorme hjerte læsset på en trailer og kørt mod Aarhus.
Undervejs opstod der dog et praktisk problem.
Læs også:
Stop i byggemarked og privat handel
Forskerne måtte nemlig improvisere for at få transporteret og bevaret det store organ korrekt.
“Undervejs måtte vi stoppe i Bauhaus for at købe store rør, så hjertet kunne fyldes med præserveringsvæske,” fortæller lektor Henrik Lauridsen.
Næste stop blev Silkeborg, hvor forskerne havde fundet en palletank til salg hos en privat sælger på Den Blå Avis. Her blev hvalhjertet læsset over i tanken.
Sælgeren så ifølge forskerne noget overrasket ud, da køberne dukkede op med et kæmpe hjerte fra en hval.
Scanneren var for lille
Tilbage i Skejby blev hjertet præserveret i palletanken på Institut for Klinisk Medicin. Her blev det fikseret, så det kan holde i mange år.
Planen er, at hjertet skal udlånes til udstilling på et naturhistorisk museum i Norge i 2027.
Inden da skal forskerne dog undersøge det grundigt.
Den nye CT-scanner på Institut for Retsmedicin viste sig nemlig at være for lille til det enorme organ. Derfor fik forskerne i stedet adgang til en større scanner i stråleterapien på Aarhus Universitetshospital uden for klinikkens åbningstid.
Her lykkedes det at skabe detaljerede 3D-billeder af hjertet.
Del af en unik samling
De indsamlede billeder skal nu analyseres som en del af et større komparativt studie af pattedyrshjerter.
Formålet er at give ny viden om hjertets struktur og funktion hos dyr, der lever under ekstreme forhold – som for eksempel kaskelothvalen, der kan dykke flere kilometer ned i havet og modstå et enormt tryk.
Hvalhjertet bliver samtidig en del af samlingen Aarhus Heart Archive, der ligger i kælderen under Aarhus Universitetshospital.
Samlingen er en af verdens største af sin slags og rummer hjerter fra mange forskellige pattedyr.
Læs også: