Biler og motor

Mange bilister begår samme fejl i mørket – og det kan få alvorlige konsekvenser

En ny undersøgelse viser, at over halvdelen af bilisterne kører med høj hastighed på mørke motorveje, selv om de kun bruger nærlys. Nu advarer Vejdirektoratet om risikoen og lancerer en ny kampagne.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 26. oktober 2026

Mørket har for alvor gjort sit indtog på de danske veje, og det stiller større krav til bilisterne. Alligevel viser en ny undersøgelse, at mange danskere kører hurtigere, end deres udsyn egentlig tillader.

Hele 58 procent af bilisterne svarer, at de normalt vil køre 110 eller 130 km/t eller mere på en mørk motorvej uden vejbelysning, selv om de kun bruger nærlys.

Det viser en undersøgelse, som Epinion har gennemført for Vejdirektoratet blandt 1.012 bilister.

Derfor lancerer Vejdirektoratet mandag den 26. oktober en ny kampagne, der skal få danskerne til at sænke farten, når mørket begrænser udsynet.

Mørket kan skjule farer på vejen

Selv om man kan se vejstriberne og måske baglygterne på en bil længere fremme, kan mørket skjule både tabte genstande, dyr og andre uventede forhindringer.

Det betyder, at bilisterne risikerer at opdage farerne for sent.

”Mange af os tænker helt automatisk over hastigheden, hvis vi kører i tåge, kraftig regn eller på en glat vej. Men mørke påvirker også, hvor langt vi kan se, og derfor skal vi have den samme refleks dér. Kan du ikke se hele vejen foran dig, skal du heller ikke køre, som om du kan,” siger Marianne Foldberg Steffensen, der er afdelingsleder for trafiksikkerhed i Vejdirektoratet.

Over halvdelen af dødsulykkernes ofre på motorvejene rammes i mørke

Vejdirektoratets ulykkestal understreger, hvor alvorlige konsekvenser kørsel i mørke kan have.

Godt hver fjerde motorvejsulykke sker i mørke. Men ulykkerne tegner sig for en langt større andel af de alvorlige konsekvenser.

Hele 35 procent af de tilskadekomne og 55 procent af de dræbte i motorvejsulykker stammer fra ulykker, der er sket i mørke.

”Når det er mørkt, opdager du typisk en forhindring senere, end du ville gøre i dagslys. Det giver dig mindre tid til at reagere, hvis der pludselig sker noget foran dig. Derfor skal du ikke kun køre efter fartskiltet, men også efter, hvor langt du faktisk kan se,” siger Marianne Foldberg Steffensen.

Kun 46 procent tænker ekstra over farten

Undersøgelsen viser samtidig, at bilisterne er mere opmærksomme på andre forhold end deres egen hastighed, når de kører i mørke.

62 procent svarer, at de er ekstra opmærksomme på ikke at blænde modkørende, mens 55 procent holder særligt øje med afstanden til bilen foran.

Derimod svarer kun 46 procent, at de er ekstra opmærksomme på deres egen fart.

Tre gode råd til bilisterne

Med den nye kampagne vil Vejdirektoratet minde trafikanterne om, at hastigheden ikke kun skal tilpasses fartgrænserne, men også de faktiske forhold på vejen.

Vejdirektoratet giver derfor tre konkrete råd til bilister, der skal ud at køre i mørke:

  • Sæt lidt ekstra tid af til køreturen, når det er mørkt.
  • Tilpas hastigheden til, hvor langt du kan se frem på vejen.
  • Brug det lange lys, når det er muligt uden at blænde andre trafikanter, og sørg for at kende betjeningen af lyset i din bil.

Budskabet fra Vejdirektoratet er klart: Selv om fartgrænsen tillader 110 eller 130 km/t, er det ikke nødvendigvis en sikker hastighed, når mørket begrænser udsynet.

Biler og motor

Se flere artikler