Hobro og omegn
Efter seks uger og 10.000 besøgende på GasVærket – nu starter nedtagningen af juleudstillingen
Der har været travlt på GASværket i Hobro siden midten af november. Men mandag den 5. januar er juleudstillingen pakket sammen, og arbejdet med at tage udstillingen ned er nu i gang. Det sker efter knap seks uger med stor lokal opbakning og tusindvis af besøgende.
Mini-juleudstilling blev en stor succes
Juleudstillingen ”Jul på GASværket” åbnede dørene den 18. november efter blot 14 dages opbygning. Udstillingen blev beskrevet som en mini-juleudstilling, men interessen viste sig at være langt større end forventet.
Med den sidste gæst ude af døren den 30. december kunne blomsterkunstner Johnny Haugaard oplyse, at omkring 10.000 mennesker havde besøgt udstillingen.
”Vi regnede med at ca. 5.000 ville finde vej ind på GASværket og besøge juleudstillingen, som vi lige fra starten har kaldt for en mini-juleudstilling. Den blev bygget på kort tid, og var slet ikke af samme kaliber, som de tidligere juleudstillinger vi har lavet – i hvert fald størrelsesmæssigt. Mange gæster har rost de frivillige og talt positivt om udstillingen, som de synes både var smuk og gennemført. Og vi er da også selv meget stolte af den. Det var lige som det skulle være,” fortæller Johnny Haugaard og fortsætter:
”Jeg gerne sige tak til alle dem, der har været forbi og som har støttet vores projekt. Det var en juleudstilling, der ikke skulle have været, men som opstod udelukkende pga. tyveriet af kronjuvelerne på Louvre i Paris. Og derfra tog det fart. Tankerne begyndte at florere og i løbet af kort tid fik vi bygget Eiffeltårnet, lavet Danmarks nok største julekrybbe med et guldfarvet Jesusbarn og så kom Celine Dion selvfølgelig også til at blive en del af det hele. Hun har sunget uafbrudt i 6 uger, så nu har hun nok også brug for en lille pause,” griner Johnny Haugaard.
Jes, også kendt som Hr. Eiffel, har sammen med hustruen bygget Eiffeltårnet. Derfor er det selvfølgelig også dem, der piller tårnet ned igen. – Foto: Louise Rosenkilde
Louvre er heller ikke som det har været. Denne gang er smykkerne ikke blevet stjålet. De er pakket væk og skal atter bruges til noget nyt og spændende – Foto: Louise Rosenkilde
Læs også:
Frivillige bar udstillingen
Bag udstillingen stod et stort hold frivillige, som ifølge Johnny Haugaard har været afgørende for projektets gennemførelse. Under opbygningen var der i gennemsnit 50-60 frivillige om dagen, og mange fortsatte efterfølgende som kustoder, cafépersonale eller hjælpere i julebutikken.
”Fælles for alle er, at de giver den en skalle – de arbejder så meget de kan og vil. Hver en hånd gør et stort stykke arbejde,” siger Johnny Haugaard og tilføjer:
”Uden dem havde vi ikke haft nogle udstillinger og vi havde ikke haft en Midgårdsorm. De knokler – og de gør det fordi de ikke kan lade vær. Jeg skylder dem en kæmpe tak. De er uundværlige – hver og én.”
Nedtagning i fuld gang
Mandag den 5. januar er første dag, hvor udstillingen bliver taget ned. Arbejdet forventes at være afsluttet i løbet af ugen, hvorefter GASværkets egne museumsgenstande igen bliver sat på plads.
”Jeg regner ikke med, at det tager særlig lang tid at pille udstillingen ned her på GASværket. Vi er nok færdige i denne uge, hvor vi så efterfølgende begynder at stille GASværkets egne museumsgenstande på plads. Vi afleverer stedet som vi fandt det og jeg håber for bygningens skyld og for byen, at stedet atter kommer til at summe af liv. Det bliver en ny tid for GASværket og vi håber alle, at de finder den rigtige vej at gå.”
I rummet med den store mistelten, er der snart kun selve misteltenen tilbage. Her fjernes dekorationer og lav fra væggene, der består af flamingoplader med påklistrede sider fra gamle bøger. – Foto: Louise Rosenkilde
Midgårdsormen skal væk inden 1. februar
Også kunstværket Midgårdsormen er nu på vej ned. Senest den 1. februar skal det være helt fjernet, da den sidste del af finansieringen først udbetales, når kunstværket er taget ned. Flere dele blev allerede fjernet i efteråret 2025, mens andre har stået vinteren over – blandt andet en oplyst del ved rutebilsstationen.
”Midgårdsormen har haft en helt fantastisk effekt på Hobro hen over sommeren. Den har været medvirkende til at gøre fællesskabet endnu stærkere i byen – og det har der været brug for. Det kan virke vemodigt at tage det hele ned, men det er en del af præmissen. Vi skal tage ned for at bygge noget nyt op.”
Materialerne fra Midgårdsormen og juleudstillingen bliver i vid udstrækning genbrugt i kommende projekter, fortæller Johnny Haugaard.
”Vi bruger mange af materialerne igen i nye udstillinger, alt fra skeletter af reoler, flamingo og pil (ej at forglemme) til kramper, søm og jern. Vores skruer kasserer vi dog denne gang. De har fulgt os i tre år, så nu er der snart ikke mere at skrue i. De har gjort det godt.”
Han tilføjer, at pilen fra Midgårdsormen er planlagt til at blive fliset og brugt til Hobros juleby næste år, mens dekorationer udloddes til de frivillige ved en kommende nedtagningsfest. Større genstande, herunder De Hellige Tre Konger, er solgt til et firma i Aars.
”På den måde lever kreativiteten videre. Pengene fra salget bliver brugt til nedtagningsfesten, så vi kan få en ordentlig afsked – eller på gensyn – med de kreative frivillige.”
Læs også: