Viborg og omegn

1,8 millioner skal give mere ro og hjemlighed til udsatte på Åbrinken i Karup

Social- og Boligstyrelsen støtter ombygning og kompetenceløft i afdelingen Grøften, hvor beboere med langvarigt alkoholmisbrug bor

Maria Just
Af Maria Just 14. januar 2026

Pleje- og omsorgscenter Åbrinken i Karup har fået en bevilling på 1,8 mio. kr. fra Social- og Boligstyrelsen til et nyt projekt, der skal skabe mere trygge og hjemlige rammer for nogle af Viborg Kommunes mest udsatte borgere.

Pengene skal bruges i afdelingen Grøften, hvor beboere med langvarigt alkoholmisbrug bor – ofte med både fysiske, psykiske og kognitive senfølger. Op til 16 beboere vil løbende kunne indgå i projektet.

Politisk opbakning til konkret forbedring

Bevillingen vækker glæde hos kommunens politikere, fordi den giver mulighed for at målrette indsatsen mod en gruppe borgere med komplekse behov.

Det her er et rigtig vigtigt projekt. Vi taler om mennesker, som har haft et hårdt liv, og som har brug for rammer, der giver ro, værdighed og mulighed for fællesskab. Med bevillingen kan vi skabe omgivelser, der passer bedre til deres behov og giver dem en mere tryg hverdag, siger Johannes Vesterby, formand for Ældre- og aktivitetsudvalget i Viborg Kommune.

Fællesrummene skal invitere til måltider og samvær

Ifølge pleje- og omsorgscenteret handler projektet om at gøre fællesarealerne mere indbydende og overskuelige, så flere beboere får lyst til at deltage i måltider og fællesskab. I dag vælger nogle at blive på værelset, fordi fællesrummene kan opleves urolige eller præget af institutionsstemning.

De fysiske rammer betyder mere, end man måske lige tror. Når der er ro, varme og genkendelighed, giver det bedre forudsætninger for tryghed, værdighed og små gode stunder i hverdagen, siger Lone Hermansen, leder af pleje- og omsorgscenter Åbrinken.

Spisning tættere på køkkenet og mindre grupper

En del af ændringerne handler om at indrette Grøften på en ny måde. Spisesituationen skal flyttes tættere på køkkenet, og der skal etableres mindre spise- og opholdsmiljøer, hvor beboerne kan være sammen i små grupper.

Samtidig skal gangarealerne gøres varmere og mindre institutionsprægede med fokus på farver, belysning, akustik og møbler.

Beboerne bliver også inddraget i valg af indretning og i små hverdagsopgaver som borddækning, kaffebrygning og valg af musik. Tanken er, at det kan give mere ejerskab og gøre fællesrummene til steder, flere har lyst til at opholde sig.

Det handler ikke om at lave en café, men om at gøre det nemmere at være sammen. For nogle er det et stort skridt bare at komme ud og sidde med ved et bord – og det skal rammerne støtte op om, siger Lone Hermansen.

Medarbejdere får målrettet kompetenceudvikling

Projektet omfatter også et forløb med kompetenceudvikling for medarbejderne. Her er fokus blandt andet på relationsarbejde, konfliktnedtrapning og en helhedsorienteret tilgang til socialt udsatte borgere.

Formålet er at styrke medarbejdernes fælles faglige ståsted, så både de fysiske rammer og den daglige praksis kan bidrage til mere ro, færre konflikter og øget trivsel for både beboere og medarbejdere.

Erfaringerne samles op gennem interviews med både beboere og medarbejdere og indgår i den afsluttende evaluering.

Viborg og omegn

Se flere artikler