Viborg og omegn
Ny formand i Viborg Ældreråd: Jan Ebbesen valgt på første møde
Det nye Ældreråd er konstitueret – og tidligere byrådsmedlem Kai O. Andersen bliver næstformand
Det nye Ældreråd i Viborg Kommune har på sit første møde valgt Jan Ebbesen som formand. Jan Ebbesen har fulgt kommunalpolitik i Viborg gennem mange år og ser frem til at få en ny rolle i det lokale arbejde.
– Jeg har fulgt byrådsarbejde og kommunalpolitik i Viborg Kommune gennem mere end 40 år. Nu glæder jeg mig til at være med på en ny måde, siger han.
Tidligere byrådsmedlem bliver næstformand
Samtidig har Ældrerådet valgt tidligere byrådsmedlem Kai O. Andersen som ny næstformand.
Læs også:
Ser frem til opgaver de næste fire år
Ældrerådet peger på, at der venter flere opgaver i den kommende periode. Blandt andet har det nyvalgte byråd afsat fem millioner kroner om året til at styrke den offentlige transport og øge tilgængeligheden.
Ifølge byrådet skal det arbejde ske i dialog med Ældrerådet og Ungebyrådet.
– Det er en af mange opgaver, som vi ser frem til at give os i kast med de næste fire år, siger Jan Ebbesen.
Hvad er Ældrerådet?
Ældrerådet er de ældres talerør over for politikerne i byrådet. Rådet er også løbende sparring- og høringspartner for Ældre- og Aktivitetsudvalget samt for kommunes forvaltning i ældrepolitiske spørgsmål.
Rådet beskæftiger sig med en bred vifte af emner og kan medvirke til debat og stille forslag i sager, der er relevant for borgere over 60 år.
Ældrerådets 11 medlemmer er valgt for en periode på fire år.
Læs også: