Danmark

Nyt nationalt droneluftrum på vej: Skal gøre det lettere at stoppe ukendte droner uden at lamme samfundet

Ny dronestrategi i høring lægger op til, at alle lovlige droner kan identificeres og overvåges – efter dronealarmer ved danske lufthavne i efteråret

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 18. januar 2026

Et nyt nationalt droneluftrum kan være på vej i Danmark. Målet er, at alle lovlige droner fremover skal kunne registreres, identificeres og overvåges, så myndighederne hurtigere kan skelne mellem lovlige og ulovlige droneoperationer.

Forslaget er en del af en ny dronestrategi, som netop er sendt i høring.

Dronealarmer før EU-topmøde førte til en uges nedlukning

Baggrunden er en episode i efteråret, hvor Danmark “fik en alvorlig forskrækkelse”, da ukendte droner blev meldt observeret over flere danske lufthavne i de dage, hvor Danmark skulle være vært for EU-topmødet.

Som konsekvens blev al droneflyvning lukket ned i en uge.

DI: Droner er blevet en del af hverdagen

Ifølge DI Transport spiller droner allerede en stor rolle i hverdagen – blandt andet i opgaver for myndigheder.

„I Danmark er droner en helt integreret del af vores hverdag, hvor de hver eneste dag løser vigtige samfundsopgaver med inspektion, opmåling og overvågning for blandt andet politi, brandvæsen og forsvar. Hybridkrig-alarmen, der gik i september, tydeliggjorde behovet for et droneluftrum, hvor alle lovlige droner er registreret, så vi hurtigt kan identificere og reagere på ukendte droner uden, at det går ud over de samfundsnyttige droner,“ siger Patrick Alexander Liebgott, chefkonsulent og droneekspert i DI Transport.

Nyt system skal hjælpe myndighederne med at skelne lovligt fra ulovligt

De nye regler lægger op til et trafikinformations- og styringssystem, som skal gøre det nemmere for myndighederne at se forskel på lovlige og ulovlige droneoperationer.

DI Transport oplyser, at organisationen har bidraget med viden og erfaring til at modernisere reglerne. Samtidig peger DI på, at ændringerne kan give bedre muligheder for erhvervsudvikling og sikker anvendelse af droner.

Droner og bemandet luftfart kan få adgang til samme luftrum

I dag betyder reglerne, at droner ikke kan flyve i samme luftrum som bemandede luftfartøjer, hvilket ifølge DI begrænser mulighederne for at udnytte dronernes potentiale på længere distancer.

I strategien lægges der i stedet op til, at droner og bemandet luftfart kan flyve i samme luftrum. Det skal ske ved at indføre krav om, at bemandet luftfart skal være elektronisk synlig, så droner i luftrummet sikkert kan navigere uden om.

DI fremhæver, at det vil give dronepiloter mulighed for at se og undvige bemandet luftfart – også når en drone for eksempel flyves i Nordsøen, men styres fra en central på Sjælland.

DI: Kan blive gennembrud for droneerhvervet

DI Transport forventer, at de nye retningslinjer kan få stor betydning for branchen, fordi de åbner for mere avanceret flyvning, hvor dronen er uden for operatørens synsvidde.

„De nye retningslinjer kan blive et gennembrud for dansk droneerhverv, fordi de muliggør mere avanceret flyvning over længere distancer, hvor dronen er uden for operatørens synsvidde. Når vi opdaterer rammerne i takt med den teknologiske udvikling, bliver dronerne i stand til at løse flere og mere komplekse samfundsopgaver – fra fragt til øsamfund til offshore-aktiviteter og kritisk infrastruktur. Den nye strategi er en ambitiøs plan til at forbedre rammevilkårerne for dronebranchen i Danmark, og vil kræve en del tekniske løsninger fra udviklere og operatører,“ siger Patrick Alexander Liebgott.

15.000 professionelle droneoperatører – og tallet stiger

Der er i dag godt 15.000 certificerede, professionelle droneoperatører i Danmark, ifølge tal fra Trafikstyrelsen. Og antallet er voksende.