Helbred
Ny aftale skal give hurtigere adgang til psykologhjælp
Danske Regioner og Dansk Psykolog Forening vil nedbringe ventetider og styrke kvaliteten i psykologbehandling
Borgere, der har brug for psykologhjælp, kan se frem til kortere ventetider og mere fleksible behandlingsforløb. Danske Regioner og Dansk Psykolog Forening har netop indgået en ny aftale, der både skal sikre bedre adgang til psykologbehandling og styrke kvaliteten i psykologpraksis.
Aftalen træder i kraft 1. oktober 2026 og gælder frem til 1. juli 2028.
Mere fleksibel kontakt og hurtigere opstart
Et centralt element i aftalen er nye muligheder for kontakt mellem borger og psykolog. Det betyder, at visse problemstillinger fremover kan håndteres hurtigere og mere fleksibelt, uden at det altid kræver en fysisk konsultation.
Der indføres samtidig en ny henvisningsydelse, som gør det muligt for psykologen at begynde planlægningen af behandlingen allerede før første konsultation. Målet er, at behandlingen dermed kan komme hurtigere i gang.
Læs også:
Fokus på kvalitet og viden
Aftalen indeholder også investeringer i kvalitetsudvikling i psykologpraksis. Blandt andet skal der arbejdes med bedre brug af data, så der opnås mere viden om behandlingsforløb, kvalitet og effekt.
Den viden skal bruges til at målrette indsatsen bedre og sikre mere sammenhængende og effektive forløb for borgerne.
Regionerne: Flere patienter og kortere ventetid
Formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn, Lars Gaardhøj, ser aftalen som et vigtigt skridt:
“Vi har indgået en god aftale, som både sikrer, at flere patienter kan få psykologbehandling, og at kvaliteten i behandlingen fortsat udvikles. Aftalen giver samtidig bedre rammer for psykologernes arbejde og mere fleksible forløb for patienterne,” siger Lars Gaardhøj og tilføjer:
“Jeg er rigtig glad for, at vi med aftalen nu kan få behandlet flere patienter igennem psykologordningen og dermed få nedbragt ventetiderne.”
Psykologforeningen: Bedre forløb for klienterne
Hos Dansk Psykolog Forening er der også tilfredshed med resultatet. Forperson Dea Seidenfaden peger på både arbejdsvilkår og borgernes udbytte:
“Jeg er tilfreds med, at vi er lykkedes med at lande en aftale, som må forventes at bidrage til bedre indtjeningsmuligheder for psykologerne og bedre forløb for klienterne.”
Hun fremhæver samtidig aftalens betydning i et bredere sundhedsperspektiv:
“Det har også været helt afgørende for os, at aftalen baner vejen for, at psykologordningen kan udvikle sig til en endnu mere central del af et styrket og nært mentalt sundhedsvæsen. Det er vigtigt, for ydernummerpsykologerne spiller en afgørende rolle i at hjælpe mennesker med psykiske problemer og psykisk lidelse og kan mindske behovet for behandling i psykiatrien. Samtidig er der – trods en smal forhandling – skabt udsigt til kortere ventetid, og det vil både komme både psykologer og klienter til gavn.”
Gælder fra 2026
Den nye aftale mellem Danske Regioner og Dansk Psykolog Forening træder i kraft 1. oktober 2026 og løber frem til 1. juli 2028. Målet er, at flere borgere i hele landet hurtigere kan få kvalificeret psykologhjælp – i mere sammenhængende og fleksible forløb.
Læs også: