Nyheder
Offentligt-privat samarbejde er vejen frem: Sådan løser vi udfordringerne i børne- og ungdomstandplejen
Alt for mange unge står i dag i kø til helt basale tandbehandlinger. Det gælder både de 17-21-årige, der skal have fjernet visdomstænder, og de cirka 30 procent af børn og unge, som har behov for tandregulering.
I mange kommuner er udfordringen den samme: Der mangler tandlæger med kirurgisk ekspertise og – måske endnu mere presserende – specialtandlæger i ortodonti.
Konsekvensen er lange ventelister – nogle steder så lange, at familier må vente i flere år, før deres barn kan få den nødvendige behandling. Det er hverken rimeligt for børnene, de unge eller deres forældre.
Myndighederne har heldigvis anerkendt problemet og øget antallet af uddannelsespladser på universiteterne. Det er et vigtigt skridt. Men når det tager tre år at uddanne en specialtandlæge, og en stor andel af de nuværende samtidig nærmer sig pensionsalderen, må vi være ærlige: Dette problem løses ikke alene med flere uddannelsespladser i de kommende år. Tværtimod risikerer ventetiderne at vokse yderligere som følge af den demografiske udvikling.
Kommunerne skal åbne døren
På landets private tandlægeklinikker – herunder hos Godt Smil Tandlægerne – står dygtige kirurger klar til at hjælpe de unge, der i dag må vente alt for længe på at få fjernet visdomstænder. Tilsvarende findes der privatpraktiserende specialtandlæger i ortodonti, som kan tage imod de børn og unge, kommunerne ikke selv har kapacitet til at behandle.
Flere private klinikker har erfaringen og ressourcerne til at tiltrække og ansætte udenlandske specialtandlæger med solide europæiske uddannelser og bred klinisk erfaring. Det sker blandt andet, fordi efterspørgslen på tandregulering stiger blandt både børn, unge og voksne, der betaler selv. De kompetencer kan også komme det offentlige til gode.
En række kommuner har allerede i mange år haft velfungerende samarbejdsaftaler med private klinikker. Det skaber fleksibilitet og stabilitet – og vigtigst af alt hurtigere behandling til børn og unge. Flere kommuner bør følge det eksempel.
Samarbejdet kan skræddersys efter behov. Det kan være aftaler om et bestemt antal behandlinger eller om, at en privat klinik overtager ansvaret for en gruppe patienter. Det afgørende er, at rammerne er klare og kontraktbaserede og sikrer både kvalitet og tryghed for de familier, der overlader deres børns tandsundhed til systemet.
Hos Godt Smil Tandlægerne, hvor vi netop har styrket indsatsen på tandreguleringsområdet, er vi klar til samarbejde og åbne for at finde modeller, der kan hjælpe kommunerne. På den måde kan vi sikre børn og unge den behandling, de har krav på – uden urimeligt lange ventetider – Vi er klar til dialog, og invitationen er hermed givet.
Læs også: