Nyheder

HjerteKlang bringer nærværende musikoplevelser ud til sårbare børn og unge i Region Midtjylland

Nyt samarbejde skaber skræddersyede koncerter på behandlingshjem, psykiatriske afdelinger og sociale institutioner

Søren Greve
Af Søren Greve 2. december 2025

Musik som løft for trivsel og fællesskab

Musik kan skabe ro, nærvær og forbindelser mellem mennesker – også når livet er svært. Det er tanken bag HjerteKlang, et nyt samarbejde mellem Region Midtjylland og det nationale kompetencecenter Levende Musik i Skolen, der i efteråret 2025 afholder en række særlige koncerter for sårbare børn og unge.

Koncerterne finder sted på behandlingshjem, psykiatriske afdelinger og sociale institutioner i hele regionen og tilpasses nøje til den enkelte målgruppe. Målet er at skabe musikalske øjeblikke, der både gør indtryk og efterlader et positivt aftryk hos de børn og unge, som af forskellige årsager er væk fra deres almindelige skoleliv.

Formand for Udvalg for Regional Udvikling i Region Midtjylland, Bent B. Graversen, understreger musikkens betydning:

“Når vi møder musikken, sker der noget helt særligt. Musikken kan skabe nærvær, meningsfulde oplevelser, åbne os mod verden og få os til at mærke, at vi er en del af et fællesskab. De oplevelser bør alle have adgang til – også de børn og unge, som af forskellige årsager er væk fra skolesystemet i kortere eller længere tid,” siger han.

Bygger videre på stærke erfaringer

Projektet bygger på ti års erfaringer i Region Midtjylland med at koble sundhed og kultur. Forskning viser, at musik kan sænke stressniveau og dæmpe angst – og at kulturtilbud kan styrke trivsel for børn og unge i udsatte positioner.

HjerteKlang udspringer blandt andet af erfaringer med levende musik på intensivafdelinger, musikalske hjemmebesøg og Levende Musik i Skolens intime koncerter på special- og behandlingsskoler.

Direktør i Levende Musik i Skolen, Gitte Abildtrup, fremhæver projektets betydning:

“Gennem HjerteKlang når vi målgrupper, vi ikke kan nå gennem vores koncerter i det almene skoletilbud – målgrupper som i den grad har gavn af den trivsel og det fællesskab, vores nye forskningsprojekt peger på, at koncerterne kan bidrage med. Det er et meget værdifuldt projekt, hvilket vi også kan høre på de rørende tilbagemeldinger fra både kunstnere og institutioner,” siger hun.

15 koncerter i efteråret – med musikere, der går tæt på

I løbet af efteråret afholdes 15 gratis koncerter med forskellige artister. Publikum er børn og unge i alderen 6–15 år, som bor eller opholder sig på institutioner rundt om i Region Midtjylland. Samtidig har Levende Musik i Skolen udviklet et særligt læringsmateriale, der bruges af personalet før og efter koncerterne.

For de medvirkende kunstnere er HjerteKlang også en særlig oplevelse. Musikeren Tim Alvin fortæller, at hver koncert skabes helt fra bunden ud fra målgruppens behov:

“Hver gruppe kommer med deres helt egen energi og bagage. Men fælles for dem alle er, at musikken skaber en åbning. Paraderne falder hurtigere. Der er en ærlighed og en råhed i de møder, som jeg sjældent oplever andre steder,” siger han.

Han fortsætter:

“Jeg har selv været i lignende miljøer og ved, hvor meget det kan betyde at møde én, der forstår verden indefra. Når en af de unge bagefter kommer op og siger: ‘Jeg troede, det kun var mig der havde det sådan’, så ved jeg, at projektet giver mening. Musikken bliver til håb – og håb er noget, mange af dem mangler i hverdagen.”

FAKTA: HjerteKlang

  • Koncerterne afholdes i samarbejde mellem Region Midtjylland og Levende Musik i Skolen
  • Finder sted på institutioner, behandlingshjem og psykiatriske afdelinger
  • Målgruppe: børn og unge i alderen 6–15 år
  • Der afholdes 15 gratis koncerter i efteråret 2025