Nyheder
Julen sender danskerne på landevejen: Halvdelen krydser kommunegrænser juleaften
I gennemsnit kører vi 71 kilometer for at holde jul – storbyboere kører længst, og mange samles i parcelhuse uden for byerne
Julen er for mange årets største rejsehøjtid, og også i år betyder juleaften transport for tusindvis af danskere. En ny spørgeundersøgelse foretaget af YouGov for ejendomsmæglerkæden home viser, at danskerne i gennemsnit rejser 71 kilometer for at fejre jul.
Over halvdelen – 51 procent – skal ud på vejene og krydser byskilte, kommunegrænser eller landsdele for at komme frem til julebordet.
– “Julen handler for mange om at vende hjem og samles med familien. For nogle er juleværten lige rundt om hjørnet, mens andre kører langt,” siger Michael Dalsager, senior kommunikationskonsulent og talsperson i home.
Storbyerne trækker i familiebåndene
Selv om gennemsnittet er 71 kilometer, dækker tallet over store forskelle. Især beboere i de større byer kører langt for at holde jul.
København ligger i top med den længste gennemsnitlige rejse på 123 kilometer, mens den korteste julerejse findes i Københavns Omegn, hvor afstanden i snit er 44 kilometer.
15 procent af danskerne rejser under 10 kilometer, mens 10 procent har mere end 100 kilometer foran sig juleaften. Tre procent holder jul i udlandet.
– “Den gennemsnitlige tur er 71 km, men nogle kører altså væsentligt længere – typisk fra de større byer og hjem til familie længere ude i landet,” forklarer Michael Dalsager.
Læs også:
Bilen er den foretrukne juleslæde
Transportformen er der heller ingen tvivl om. Bilen er klart det mest populære valg, når danskerne skal hjem til jul. Tidligere undersøgelser fra home og YouGov viser, at omkring tre ud af fire plejer at være med i en bil juleaften, mens cirka hver tiende tager toget.
Mange holder jul hjemme – især i parcelhuse
Undersøgelsen viser også, at 43 procent af danskerne ikke skal nogen steder juleaften, fordi de holder jul i eget hjem. Det er ofte dem, der har pladsen til det.
Halvdelen af dem, der bor i ejerbolig, holder jul hjemme, mens det kun gælder for 35 procent af lejeboligbeboerne.
– “Det er typisk dem med god plads, der lægger hus til juleaften – og det finder man ofte i parcelhuse og boliger uden for de store byer. Så er det også dér, man samles,” siger Michael Dalsager og tilføjer:
– “Mange rejser også ud i provinsen til parcelhusene, fordi mange unge flytter til storbyen og så naturligt tager hjem på juleferie.”
Sydjylland holder mest jul hjemme
Hvor man bor i landet, har stor betydning for, om man selv er julevært. I Sydjylland holder 57 procent jul hjemme – den højeste andel i landet. Også Nordsjælland ligger højt med 52 procent.
I den anden ende af skalaen ligger København, hvor kun 32 procent holder jul i egen bolig, og hvor flest derfor skal ud at rejse juleaften.
Fakta: Julerejser i Danmark (YouGov for home, december 2025)
Danskerne rejser i snit 71 km juleaften
- 43 % holder jul hjemme
- 15 % rejser under 10 km
- 10 % rejser mellem 11–30 km
- 13 % rejser mellem 31–100 km
- 10 % rejser over 100 km
- 3 % holder jul i udlandet
- 3 % holder slet ikke jul
- 3 % ved endnu ikke, hvad de skal juleaften
Læs også: