Nyheder

Din bolig kan være i fare: Forsikringsbranchen kommer med alvorlig advarsel

Oversvømmelser, skybrud og ekstremt vejr har kostet Europa omkring 1.500 milliarder kroner på blot fire år. Nu advarer den danske forsikringsbranche om, at forsikringer ikke kan løse problemet alene. Men hvem har egentlig ansvaret for at beskytte boliger og byer mod fremtidens klimaskader?

Maria Just
Af Maria Just I dag kl. 09:00

Når kraftige regnskyl får vandet til at stige, og oversvømmelser truer boliger, veje og bygninger, kan konsekvenserne blive både omfattende og dyre.

Mange danskere har en forsikring, der kan hjælpe økonomisk, hvis skaden sker. Men en forsikring kan ikke forhindre vandet i at trænge ind i huset.

Det understreger brancheorganisationen Forsikring & Pension (F&P), efter at EU-Kommissionen har præsenteret en ny plan for at gøre Europa bedre rustet til fremtidens klimaforandringer.

Alene i perioden 2022 til 2025 kostede vejr- og klimarelaterede skader EU mere end 200 milliarder euro, svarende til omkring 1.500 milliarder danske kroner.

Ifølge forsikringsbranchen er der derfor behov for langt større fokus på forebyggelse.

En forsikring kan ikke holde vandet ude

I Danmark er langt de fleste borgere dækket af forsikringer, der kan hjælpe, når uheldet er ude. Men sådan er situationen ikke i hele Europa.

EU-Kommissionen ønsker derfor blandt andet at undersøge, hvordan flere klimaskader kan blive dækket af forsikringer.

Hos Forsikring & Pension advarer man dog mod at tro, at flere forsikringer i sig selv kan løse udfordringerne.

– De allerfleste danskere er dækket af en forsikring, der griber dig, når ulykken eller uheldet rammer – men sådan er det langt fra i resten af Europa. Det skal EU finde en løsning på, men det er vigtigt, at det anerkendes, at der ikke er behov for en ”one-size-fits-all”-forsikringsløsning, siger Pia Holm Steffensen, underdirektør i Forsikring & Pension.

Hun peger på, at forebyggelse i form af blandt andet diger, bedre byplanlægning og mere robust infrastruktur er afgørende.

Hvem har ansvaret, når vandet stiger?

Spørgsmålet om klimatilpasning er også relevant i Mariagerfjord Kommune, hvor både fjordnære områder, kyststrækninger og bysamfund gør det naturligt at forholde sig til fremtidens klimarisici.

Men hvem skal egentlig sørge for, at boliger og infrastruktur bliver beskyttet?

Er det boligejeren selv, kommunen, staten eller forsikringsselskabet?

Netop ansvarsfordelingen er et af de områder, som EU-Kommissionen ønsker at skabe større klarhed over.

Hos Forsikring & Pension er budskabet, at ansvaret skal placeres hos dem, der reelt har mulighed for at forebygge skaderne.

– En klimarisiko skal have en ejer. Staten, kommunerne, virksomhederne, boligejerne og forsikrings- og pensionsselskaberne har forskellige roller. Forsikringsselskaberne kan prissætte og overtage forsikringsbare risici, men vi kan ikke bygge diger, ændre lokalplaner eller beslutte, hvor der må bygges, siger Pia Holm Steffensen.

Forsikringsselskaberne kan altså hjælpe med de økonomiske konsekvenser af visse skader, men de kan ikke alene sikre